Salg af FSC®-certificeret papir er steget markant
Knap 80 pct. af det samlede papirsalg til trykkerier i Danmark er FSC-certificeret. Det estimerer FSC Danmark på baggrund af en rundspørge til fem af de største FSC-certificerede grossister og importører.
En tidligere undersøgelse fra 2016, som GRAKOM og FSC Danmark stod bag, viste, at dengang var minimum 50 pct. af det anvendte papir i trykkeribranchen FSC-certificeret. Det kan derfor godt tyde på, at der er sket en stigning, og det glæder man sig over i FSC Danmark:
"Vi glæder os over de nye tal og det arbejde, som de FSC-certificerede papirgrossister har gjort for at øge FSC-papirandelen, så over trefjerdedele af papiret, der går ind i trykmaskinerne herhjemme, faktisk er FSC-certificeret. Det viser både det stærke commitment, som grossisterne og trykkerierne har til ansvarligt skovbrug, og den udvikling, vi ser på kundesiden. Her er behovet for troværdig dokumentation for ansvarlig brug af papir og virksomhedsmål om at værne om biodiversitet og naturen stigende," siger Søren Dürr Grue, direktør i FSC Danmark.
Også hos GRAKOM har man noteret sig den store anvendelse af FSC-papir. Jette Clausen Poulsen, der er miljøkonsulent i GRAKOM, og som har ansvaret for en
FSC-certificeret gruppe under GRAKOM med 27 virksomheder, oplever, at stort set alle tryksager produceres på FSC-papir, og altså meget mere end, der bliver registreret som sådan:
"Der er store forskelle fra virksomhed til virksomhed, om de sælger FSC-certificeret papir videre som FSC-certificeret og med FSC-logoet på, eller om det sælges som ikke-certificeret. Det viser, at der er meget mere papir, der er FSC-certificeret, end der reelt bliver registreret."
Det er blevet lettere at bruge FSC-logoet
Det ærgrer Søren Dürr Grue, at der er stor forskel på, hvad der bliver solgt, og hvad der bliver registreret:
"Vi har en opgave foran os for at sikre, at flere tryksager lavet af FSC-papir rent faktisk FSC-mærkes, så værdien og den betydning, FSC har, ikke stopper ved trykkerierne."
Der kan ligge nogle barrierer for, hvorfor papir, der reelt er FSC-certificeret, ikke bliver solgt som sådan. Derfor lempede FSC International tilbage i 2017 reglerne i forbindelse med brug af FSC-mærket på produkter.
Fx behøver virksomhederne ikke at sende hver tryksag ind til deres certificeringsorgan til godkendelse, hvis de godkendes til intern varemærkegodkendelse. Samtidig er størrelsen af FSC-mærket, som skal sidde på tryksagen, sat ned, så det ikke fylder så meget. Og der er også større fleksibilitet med placeringen af
FSC-logoet.
Jette Clausen Poulsen fra GRAKOM er dog ikke i tvivl om, at det officielle tal efterhånden vil stige, både fordi flere medlemmer er aktive i forhold til at fortælle om FSC til kunderne, og fordi der er en generelt stigende efterspørgsel i forhold til miljøvenlige produkter.
"»Det gælder både FSC-certificeret papir, og det gælder også Svanemærket og klimaberegninger, som man kan lave via ClimateCalc. Og det er tydeligt, at de virksomheder, der aktivt nævner det over for kunderne, de sælger også en meget større andel papir, der er FSC-certificeret, end de virksomheder, der venter på, at kunderne selv beder om det," siger Jette Clausen Poulsen.
Kunderne kender FSC
Det kan Michael Scherer, indehaver af Grefta, bekræfte:
"Hos vores eksisterende kunder sælger vi stort set kun FSC-certificeret papir, hvis vi selv bringer det på bane. Anderledes er det dog hos nye kunder. Det er sjældent, at vi får en ny kunde, som ikke siger, at det skal være miljørigtigt papir, og så foreslår vi altid FSC."
Michael Scherer vurderer, at omkring 90 pct. af det papir, han sælger, faktisk er FSC-certificeret. Og der er en hel klar fordel ved FSC-papir ifølge Greftas indehaver:
"FSC er et internationalt mærke, så når vi nævner det, kender kunderne det godt i forvejen. Og det gælder både danske og internationale kunder. Faktisk har jeg en stor international kunde, hvor det eneste miljømærke, der er interessant, er FSC, når de køber ind."
Trykkerierne er stort set i mål med papir fra velforvaltede og bæredygtige skovbrug. Det er et vigtigt signal over for kunder og omverden at vise, at de tryksager, der sælges i Danmark, i et meget stort omfang faktisk er miljørigtige, og det kan man ved at tydeliggøre, at man bruger papir, der enten er FSC, PEFC eller Svanemærket. Men det vigtigste for miljøet er trods alt, at papiret er miljøvenligt, mener Jette Clausen Poulsen:
"Som samfund skal vi glæde os over, at det er lykkedes trykkerierne stort set at komme helt i mål med papir fra velforvaltede og bæredygtige skovbrug. Men det er klart, at det også vil være en fordel at udbrede kendskabet til, at det faktisk forholder sig sådan."
Artiklen har første gang været bragt i GRAKOMs magasin i foråret.
FSC® C109833