Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Sagligt at afskedige funktionær

Onsdag 10. juni 2015

Østre Landsret afsagde den 21. september 2011 dom i en sag, der angik, hvorvidt ca. 25 års anciennitet hos en afskediget medarbejder betød, at afskedigelsen af denne som led i en generel fyringsrunde pga. arbejdsmangel var usaglig, og om denne derfor skulle tilkendes godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.

Medarbejderen anførte i henhold til en dom fra Østre Landsret af 10. januar 2006, at arbejdsgiveren havde bevisbyrden for, at afskedigelsen var saglig og for, at der ikke var mulighed for at kunne tilbyde denne fortsat beskæftigelse. Medarbejderen anførte yderligere, at denne trods uoverensstemmelser med den tidligere lagerchef ikke havde modtaget nogen advarsler under ansættelsen. Medarbejderen udtalte, at han året før havde haft en samtale med den tidligere lagerchef om, at han skulle arbejde mere effektivt, og at lagerchefen en måned efter havde udtrykt tilfredshed med hans arbejdsindsats. Derudover havde han fået en lønstigning på først 300 kr. om måneden, hvorefter den blev forhøjet af den nye logistikchef med 500 kr.om måneden, og medarbejderen anførte, at der ikke i den forbindelse blev sagt noget om, at han skulle højne sin effektivitet, og at lønstigningen dermed var udtryk for tilfredshed med hans arbejdsindsats.

Arbejdsgiveren anførte, at afskedigelsen beroede på arbejdsmangel, og at bevisbyrden for, at afskedigelsen var usaglig, påhvilede medarbejderen, samt at den dom, medarbejderen påberåbte sig, ikke fandt anvendelse i denne her sag, eftersom der i dommen var tale om, at den pågældende virksomhed ikke kunne dokumentere arbejdsmangel eller kritik af sin medarbejders arbejdsindsats. Arbejdsgiveren udtalte, at der ved afskedigelserne var blevet lagt vægt på medarbejdernes arbejdsindsats, og at det var dem, der bidrog mindst, der blev afskediget, og dette bl.a. blev dokumenteret via virksomhedens foretagne effektivitetsstatistikker over medarbejderne. Arbejdsgiveren forklarede, at det på tidspunktet for ydelse af lønstigningen, dvs. i 2007/2008, var normalt at yde lønstigninger, og at lønstigningen på de 300 kr. derfor kun var symbolsk, hvilket skyldtes, at den tidligere lagerchef var utilfreds med medarbejderens arbejdsindsats. Efter at medarbejderen havde klaget over den lave lønforhøjelse, blev denne forhøjet yderligere, idet medarbejderen indvilligede i, at arbejde mere effektivt.

Landsretten lagde til grund, at medarbejderen var 42 år, da han blev afskediget og derfor havde ca. det halve arbejdsliv foran sig. Dette betød, at selv om der ved afskedigelse skal tages hensyn til medarbejdernes anciennitet, skulle dette kriterium ikke tillægges afgørende vægt frem for de andre saglige kriterier.

Landsretten fandt herefter, at afskedigelsen var saglig, og at der dermed ikke skulle tilkendes medarbejderen godtgørelse.

Kilde: Østre Landsrets dom af 21. september 2011, 11. afdeling, dag nr. B-636-11.

Læs også
Vinderne af Intergrafs Young Talent Award 2025 peger på innovation, digital synlighed og bæredygtighed som nøgleelementer, hvis den grafiske branche vil gøre sig interessant for unge.
Et borgerforslag om at fjerne momsen på fysiske bøger er netop nu i gang med at samle underskrifter. Samtidig har Venstre meldt ud, at partiet støtter anbefalingen fra Kulturministeriets arbejdsgruppe om at afskaffe bogmomsen. GRAKOM opfordrer sine medlemmer til at bakke op om borgerforslaget.