Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Sådan tiltrækker du kapitalfondes interesse

Sådan tiltrækker du kapitalfondes interesse Henrik Normann, partner i investeringsfonden Capidea
Torsdag 02. januar 2025
Hvordan tiltrækker man som virksomhed en kapitalfond, og hvilke faktorer påvirker prisen ved salg? Disse spørgsmål er essentielle for mange grafiske virksomheder, der overvejer at tage det næste skridt i deres udvikling. Henrik Normann, partner i investeringsfonden Capidea, som bl.a. tidligere har opkøbt Flexoprint, giver her indsigt i processen bag opkøb.

Hos Capidea investerer man i mindre og mellemstore danske virksomheder, som naturligvis skal give ejerne af de fire fonde, som Capidea bestyrer, et godt afkast. Men der er flere andre faktorer, der betyder noget i forhold til, om Capidea går ind i et opkøb.

”Vi investerer primært i danske virksomheder, som vi kan gøre større og bedre. Vi investerer fx ikke i virksomheder, der har brug for en turnaround. Vi prioriterer en ejerskabsperiode på omkring tre til syv år, typisk vil det være omkring fem år, hvorefter virksomheden sælges videre,” siger Henrik Normann, partner i investeringsfonden Capidea.

Når Henrik Normann siger, at formålet er at skabe vækst, er det på flere områder:

”Vi fokuserer på at skabe vækst i både omsætning, indtjening og arbejdspladser. Vi har i gennemsnit omkring 20 pct. flere ansatte ved udgangen af vores ejerskabsperiode end ved indgangen,” siger Henrik Normann og fortæller, at man altid investerer i danske virksomheder, men at væksten gerne må være international.

”Vi vil gerne understøtte dygtige ejerledere med at vækste internationalt. Det kan fx være, at vi hjælper virksomheden med at købe op ikke bare i Danmark, men måske også i Norden og Tyskland for at styrke forretningsområdet.”

Virksomhederne må hverken være for små eller store

De virksomheder, som Capidea investerer i, skal have en omsætning på omkring 100-150 mio. kr. og en EBITDA på 20-25 mio. kr.

”Vores fokusområde er mindre og mellemstore virksomheder. Virksomhederne skal helst ikke fylde for meget i vores portefølje, og på den anden side må de heller ikke være for små, for så modsvarer omkostningerne ikke vores indsats,” siger Henrik Normann.

Han fortæller også, at man går efter markeder, hvor der enten er vækst, eller som minimum er et stabilt godt marked.

”Hos Flexoprint kunne vi godt se, at det ikke var et marked i voldsom vækst, men det så ud til at være et marked, der overlevede på sigt. Vi troede også på, at der godt kunne være en forsigtig vækst,” siger Henrik Normann.

Risiko og vækstmuligheder påvirker multiplen

Der er som sådan ikke specifikke krav til de virksomheder, man investerer i, men der er flere faktorer, der indvirker på prisen, eller som det i opkøbssammenhæng hedder, multiplen.

En af de faktorer, der påvirker multiplen, er klare planer. Fx om ejerlederens fremtid.

”Hvis en ejerleder står over for pension, er det vigtigt for os, at der foreligger en plan for ledelsesskifte. Vi kan godt støtte op om generationsskifteprocesser, men det tæller ned på værdisætningen, hvis vi selv skal finde nye ledere. Omvendt får virksomheder med en klar ledelsesplan og organisatorisk stabilitet en højere værdi,” siger Henrik Normann.

Generelt vurderer Capidea virksomhederne på to hovedparametre: Risiko og vækstmuligheder. Værdien er høj, hvis risikoen er lav. Og hvis der er gode vækstpotentialer, påvirker det også værdien positivt.

”Med risiko tænker vi fx på, om der er en stærk ledelse, og om kundebasen er spredt. Begge dele giver en lav risiko, og omvendt hvis det ikke er tilfældet. Det er klart, at hvis der er stor afhængighed af enkelte nøglepersoner, leverandører eller kunder, så påvirker det multiplen negativt,” lyder det fra Henrik Normann.

God dokumentation påvirker prisen positivt

Når Capidea vurderer en virksomhed, kigger de især efter, om der er styr på systemer og processer. Her foretager man fire analyser: En juridisk, en kommerciel, en ESG og en finansiel analyse.

”Selvom vi naturligvis kan hjælpe virksomheder med at implementere systemer inden for de fire faktorer, så vurderer vi dem efter, hvor de i forvejen ligger på disse fire områder, og om der er ordentlig dokumentation inden for alle områder,” siger Henrik Normann og tilføjer:

”Det er ikke et krav, at der er dokumentation på alting. Der er masser af ejerledede virksomheder, hvor ejeren ikke har lavet fine systemer, fordi han selv har fingeren på pulsen. Vi kan sagtens hjælpe med at få styr på processer og systemer, men prisen er højere, hvis papirerne er i orden.”

Gode råd til virksomheder, der overvejer salg

  • Forbered et generationsskifte
  • Tænk over ejerlederens fremtidige rolle i virksomheden. Ejerlederen skal forberede sig mentalt på salgsprocessen og klart kunne formulere sine egne ambitioner og mål over for kapitalfonden.
  • Gør virksomheden salgsklar
  • Sørg for, at virksomheden fremstår velholdt. Det er ned til de helt små ting: En pæn facade, ryddelige lokaler. Manglende vedligeholdelse skaber bekymring hos investorerne for, om der også er andre ting, der ikke er vedligeholdt.
  • Skab en attraktiv arbejdsplads
  • En virksomhed med tilfredse kunder og medarbejdere samt en god arbejdsatmosfære er mere tiltalende for investorer. Et positivt arbejdsmiljø bidrager til værdien.
  • Mental forberedelse til due diligence-processen
  • Ejerlederen skal forberede sig til en intensiv due diligence, hvor konsulenter vil komme og stille mange spørgsmål over en periode på omkring to måneder.

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs medlemsmagasin: Kommunikationsindustrien 4/2024

Læs også
Keep Me Posted EU er en kampagne for borgernes frie valg til at vælge mellem trykt og digital information. Man kan støtte kampagnen ved at blive medunderskriver.
Det er især børnefamilier, der går på biblioteket.