Sådan arbejder Emballagegruppen med fødevarekontaktmaterialer
"Det, vores kunder især går op i, er, at den emballage, vi producerer, kan beskytte og bevare deres produkter, men også, at emballagen er god til at sælge produktet.
Især de to første egenskaber er vigtige i forhold til fødevarespild. Og så er det selvfølgelig også vigtigt, at vi kan levere til den rigtige pris. Der er samtidig en stigende tendens til, at vores kunder ønsker karton, der er certificeret.
Vi har for snart længe siden valgt at blive FSC-certificeret, fordi der i en FSC-skov ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan reproducere, og faktisk er der en tilvækst i de skandinaviske skove. Samtidig er FSC en garanti for, at der bliver taget hånd om miljøet, hvor dyr og planteliv bliver beskyttet, og at der er ordentlige arbejdsforhold. Derfor anbefaler vi FSC-karton, og det bliver efterspurgt.
Vi bruger også karton, der har en barriere på bagsiden i form af et plastprodukt for at beskytte fødevaren, men vi har sammen med vores kunder en interesse i at minimere eller finde
alternativer, der kan erstatte plastbelægning. Det er bedst at bruge en type emballage, som kan indsamles og genanvendes, hvilket plastbelagt karton også kan. Udfordringen her er,
at man ikke i Danmark har anlæg til at separere emballagen, ligesom man har i Sverige. Derudover skal man være opmærksom på, at hvis en emballage har haft fødevarekontakt, så skal den bortskaffes som almindeligt husaffald.
Al kartonspild/-affald fra vores produktion bliver sendt til genanvendelse og bliver fx brugt til fremstilling af genbrugskarton. Af vores samlede forbrug af kartonråvarer udgør genbrugskarton
ca. 50 pct., og det ligger nogenlunde stabilt. Genbrugskarton er kun i nogle tilfælde godkendt til direkte fødevarekontakt.
Der er en del snak om, at emballage skal være kompostérbar eller bionedbrydelig. Det, man bare glemmer, er, at der ikke findes industrielle anlæg, hvor man kan kompostere, og det kræver helt særlige forhold for at kunne kompostere, hvilket kan medføre en væsentligt større miljøpåvirkning, end det er tilfældet ved fx forbrænding. Samt signalværdien i at informere om, at noget kan komposteres, der måske kan opfattes som, at det er okay at smide emballage i naturen, hvilket er helt forkert, da det skal behandles i dertil indrettede anlæg.
Vi går ind for, at der skal være kontrol via certificeringer, og at så meget som muligt skal kunne indsamles og genbruges. Afslutningsvis vil jeg fremhæve, at en emballages samlede bidrag
til bæredygtighed ikke kun handler om selve emballagen, men også om, hvor godt den beskytter og bevarer fødevaren indeni."