Revision af miljømærkerne Svanen og Blomsten for tryksager


Revisionsprocessen for EU's miljømærke Blomsten for tryksager er gået ind i sin sidste fase før endelig vedtagelse.
Det nye kriterium for EU-Blomsten forventes at blive vedtaget sidst på året. GRAKOM kan se tilbage på en proces, hvor man er lykkedes med at bringe sin viden i spil gennem både skriftlige, detaljerede høringsinput og ved deltagelse på møder. Stort set alle GRAKOMs input ses afspejlet i det forslag, der nu ligger, og som skal behandles på officielt EU-niveau uden yderligere deltagelse af organisationer og NGOer i øvrigt.
GRAKOM vil senere informere i detaljer om det nye Blomst-kriterium.
Svanen fornyr sig endnu engang
Et spritnyt forslag til revision af det eksisterende nordiske miljømærke Svanen for trykkerier er netop sendt i høring, og GRAKOMs miljøchef Carsten Bøg synes at forslaget indeholder mange gode elementer.
”Der er tale om væsentlige og relevante stramninger på en række områder, og samtidig er der nye og nødvendige forslag, der passer til de nye trykmetoder, der i stor stil er taget i anvendelse i branchen gennem den senere årrække,” siger Carsten Bøg.
Faktisk påtager GRAKOM sig ofte strammerrollen, når det handler om at styrke relevante og væsentlige områder i de løbende revisionsprocesser for Svanemærket, og det er der en god grund til, siger Carsten Bøg:
”Vi så meget tidligt, at netop et stærkt miljømærke til en stærk dansk grafisk branche ville komme til at blive et konkurrenceparameter, efterhånden som verden bliver mere og mere globaliseret. Vi er derfor rigtig tilfredse, når et nyt kriterie repræsenterer et fremskridt i den retning.”
Hvad det nye forslag kommer til at betyde rent konkret, arbejder GRAKOMs administration i øjeblikket på at vurdere og Carsten Bøg fortæller, at man snarest vil sende et notat ud til medlemmer, der beskriver GRAKOMs forslag til høringskommentarer.
De vigtigste ændringer, der foreslås i revisionen, er følgende:
Tryk- og printsubstrater
- Krav til andel af miljømærket papir (Svane- eller EU-Blomst-mærket papir) eller kontrolleret papir foreslås skærpet fra minimum 25 % til 70 % på årsbasis.
- Krav til nye printsubstrater, som ikke er baseret på papir. Forbud mod, at printsubstrater indeholder halogenerede organiske forbindelser (fx PVC), krav til kemikalier som anvendes til overfladebehandling samt krav til brug af certificerede tekstiler og træbaserede plader.
Kemikalier
- Kravet til kemikalier er opdateret i forhold til CLP samt Nordisk Miljømærknings generelle kemikaliekrav. Dette medfører, at en række nuværende undtagelser i de nuværende kemikaliekrav falder bort, bl.a. nedenstående
- Undtagelse for toluen-baserede kemikalier hvilket medfører, at dybtryktrykkerier ikke længere kan søge på kriterierne, medmindre de anvender en helt ny type kemi.
- Undtagelse for CMR klassificerede UV-farver/-lakker hvilket medfører, at det kun er en begrænset type UV-farver/-lakker, som vil kunne opfylde kemikaliekravet.
- Der er indført nyt krav til definition af indgående stoffer/forureninger i lighed med Nordisk Miljømærknings generelle kemikaliekrav, hvor forureninger defineres med en grænse på 100 ppm.
- Kemikaliekravet er omstruktureret (indgår ikke længere i matrice- og pointsystem) og erstattes med absolutte krav til det enkelte kemikalie.
- Der er indført nyt krav til test af trykfarvers, toners, blæks, laks og lims evne til at kunne afsværtes i forbindelse med recirkulering af papir.
Svanelogo på tryksager/grafiske produkter
- Kravet foreslås udvidet til også at omfatte muligheden for brug af Svane-logo på tryksager trykt på svane- eller EU-Blomst-mærket tekstil eller svanemærkede konstruktions- og facadeplader som akustikplader.
- Det betyder at produkter som bannere, billboards, skilte, plakater, roll-ups, vindue og bil-wrapping og andre point of sale (POS) materialer, som typisk produceres ved anvendelse af digitale printteknikker, nu også er den del af den samlede produktgruppe der kan svanemærkes.
Energiforbrug og energieffektivitet
- Ændrede og strammere krav til energiforbrug og VOC-emissioner (opløsningsmidler)
Information og inspiration til medlemmer
GRAKOM vil I den kommende tid, frem mod høringsfristen den 30. april 2020 indgå aktivt i høringsprocessen og blandt andet udarbejde et detaljeret høringsbrev, der således også vil kunne benyttes til inspiration for de medlemmer, der selv måtte vælge at indsende høringsforslag.
GRAKOM vil afholde informationsmøde, for alle interesserede medlemmer i løbet af april måned, hvor der vil blive lejlighed til at gå i detaljer om de forventede konsekvenser af det nye kriterieforslag.
