Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Rekordmange udstillere på FESPA 2026 i denne uge

Rekordmange udstillere på FESPA 2026 i denne uge Foto: FESPA
Michael Brochmann
Markedschef Michael Brochmann
Fredag 22. maj 2026
FESPA 2026 slutter i dag efter fire dage med høj aktivitet og det højeste antal udstillere siden corona-årene. Der blev vist nyheder inden for digital storformat, tekstiltryk og skilte samt inden for nye vækstområder som digital emballageproduktion.

FESPA 2026 slutter i dag efter fire dage med høj aktivitet og rekordmange udstillere. Med knap 600 udstillere er messen den største siden corona-årene og giver et bredt indblik i udviklingen inden for digital storformat, tekstiltryk og skilte.

Årets messe byder på flere tiltag. Bl.a. et helt område dedikeret til digital emballageproduktion, som er et marked i vækst. Maskinerne bliver stadig hurtigere og kan i stigende grad konkurrere med traditionel offset. Samtidig er der mindre spild ved digital produktion, og teknologien giver flere muligheder for at arbejde med farver på emballage.

Wrap talks og danske deltagere i World Wrap Masters

FESPA afvikler som vanligt World Wrap Masters, og i år er konkurrencen suppleret med wrap talks og demonstrationer af forskellige wrapteknikker. EM i wrapping blev afholdt tidligere på ugen, og Danmark var repræsenteret af Herman Brænder, medejer af Cool Deco, der desværre ikke gik videre til VM-finalen, som bliver afholdt i dag. Her har Danmark to andre deltagere, Simom Manley, Folie Fashion, og Filip Sørensen, Profolie, som er gået videre til VM fra deres sejre i hhv. World Wrap Masters Sverige og World Wrap Masters Danmark.

WWM 2026 FESPA Barcelona.jpg

Fra EM-konkurrencen i wrapping på FESPA 2026. Foto: Michael Brochmann

Danskerne netværker på kryds og tværs

Torsdag afholdt FESPA Denmark og GRAKOM sammen en reception i Club FESPA Lounge, hvor mere end 40 danskere deltog. De danske deltagere besøger FESPA af flere årsager. Nogle bruger messen til at orientere sig i markedet og se, hvad der rører sig, ikke mindst blandt de asiatiske udstillere, andre har et klart mål om at investere i nyt udstyr. Flere fremhæver også værdien af at kunne teste maskiner på stedet og sammenligne løsninger direkte.

FESPA reception 2026 - maries billede.jpeg

Fra GRAKOM og FESPA Denmarks reception på FESPA 2026. Foto: Marie Raun Thøgersen

Også i år har GRAKOM arrangeret en medlemstur, som knap 20 medlemmer deltager i. Udover inspiration fra messen giver turen rigtig gode muligheder for at udveksle erfaringer, netværke og styrke relationerne på tværs af branchen.

Læs også
På FESPA 2026 er der fokus på bæredygtighed, kunstig intelligens, personalisering og som noget nyt ekstra fokus på tekstiltryk og bølgepap. GRAKOM inviterer til reception og VIP-adgang.
AI har fundet vej ind i arbejdsgangene hos virksomheder, der arbejder med storformat, wrapping, sign- og tekstiltryk,, især i designarbejdet. Men ifølge FESPA’s seneste Print Census-undersøgelse er teknologien endnu ikke bredt forankret i den daglige drift.