Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Regeringen vil investere massivt i erhvervsuddannelserne

Regeringen vil investere massivt i erhvervsuddannelserne
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Onsdag 16. august 2023
Sidste år kom GRAKOM sammen med 39 andre organisationer med seks forslag til at styrke erhvervsskolerne. Nu kommer regeringen med et økonomisk løft til disse skoler. Det er meget positivt, siger GRAKOMs konst. adm. direktør, Christian Jensen.

Regeringen har netop præsenteret, at man vil investere massivt i erhvervsuddannelserne for at løfte kvaliteten af uddannelserne efter flere års efterslæb.

Det skriver Dansk Arbejdsgiverforening i en pressemeddelelse.

Investeringerne vil kunne mærkes allerede i 2024 med 300 mio. kroner, og vil derefter løbende stige, så erhvervsuddannelserne ender med et kæmpe årligt løft på i alt ca. 900 mio. kroner i 2030.

Ifølge regeringen skal pengene bl.a. investeres i erhvervsskolernes udstyr, i de tekniske rammer samt i opkvalificering af lærerkompetencer.

”I GRAKOM ser vi selvfølgelig meget positivt på regeringens udspil. Allerede for et år siden kom vi sammen med 39 andre organisationer med et opråb om at styrke erhvervsuddannelserne,” siger konst. adm. direktør i GRAKOM, Christian Jensen.

Han fortsætter:

”Baggrunden for opråbet var mangel på faglært arbejdskraft samtidig med en omstilling inden for miljø, digitalisering og automatisering og den stigende internationale konkurrence, som stiller store krav til erhvervslivet. Så vi er glade for, at der nu kommer en tiltrængt pulje, der kan mærkes allerede fra næste år."

Opråbet fra GRAKOM og de andre organisationer, deriblandt erhvervsskolerne, indeholdt seks konkrete forslag om en bæredygtig økonomi, undervisere i topklasse, gennemsigtighed, styrket samarbejde om lærlinge og elever, investeringer i digitale læremidler, boliger til elever. Se uddybning af forslagene her.

Læs også
Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i hele erhvervslivet, og det får nu GRAKOM til sammen med andre organisationer at komme med seks konkrete forslag til, hvordan man kan give erhvervsuddannelserne et markant løft. Se forslagene her.
Christina Toftegaard Nielsen, der som Forbrugerombudsmand havde stort fokus på greenwashing, skal nu være forperson for Miljømærkenævnet.