Print har masser af fordele i en digital verden
I en tid hvor digital kommunikation dominerer, er det vigtigt at kunne kommunikere forskellene mellem digital og trykt kommunikation. Begge har deres unikke fordele og ulemper, både hvad angår bæredygtighed, effektivitet og forbrugerpræferencer. Men især bæredygtighed er et kompliceret område, og det er svært for forbrugerne at kende nuancerne.
Fx er digital teknologi ansvarlig for 2-4 pct. af drivhusgasemissionerne og har en betydelig miljøpåvirkning, som ofte undervurderes af forbrugerne. Og med den store brug af digitale medier vokser dette hurtigt.
Det er en af indsigterne fra en ny rapport fra Intergraf, som har til formål at give et overblik over de undersøgelser, der sammenligner print og digitale kommunikationsværktøjer.
Rapporten viser også, at affald fra elektronisk udstyr er det hurtigst voksende affald med en årlig vækstrate på 3 til 5 pct. I Europa blev der i 2019 sat 11 mio. tons elektrisk og elektronisk udstyr på markedet, men kun 4,49 mio. tons blev indsamlet samme år. Problemet forværres af den korte levetid på elektroniske produkter og udfordringer med reparation og softwarekompatibilitet.
På den anden side genererer papir-, pap- og tryk næsten 1 pct. af CO2-udledningerne i Europa. Forbrugerne synes dog at være forudindtaget imod papirprodukter - står der i rapporten - idet mange mener, at digital kommunikation er mere miljøvenlig end papir. Men digital kommunikation er ikke neutral, fremhæver rapporten og uddyber:
Drivhusudledningerne fra on-demand-video-tjenester som Netflix og Amazon Prime er på niveau med Chiles drivhusgasudledning.
Datacentre bruger omkring 1 pct. af det globale elektricitetsforbrug
Informations- og kommunikationsteknologierne har en årlig stigning i energiintensitet på 4 pct. Det står i skærende kontrast til den globale BNP’s energiintensitet, der falder med 1,8 pct. om året, skriver Intergraf i rapporten. Det er en udfordring, der bliver yderligere forstærket af big data. Ifølge rapporten var datacentres elforbrug i 2021 omkring 1 pct. af det globale elektricitetsforbrug. For ikke at nævne kunstig intelligens, hvor det tidligere er blevet meldt ud, at alene Microsofts globale vandforbrug var steget med 34 pct. fra 2021 til 2022. University California har tidligere anslået, at ChatGPT bruger en halv liter vand, hver gang en person stiller 5-50 prompts.
Igen bekræftes, at læsning styrkes ved både trykte og digitale læringsmidler
I rapporten bekræftes de fakta, vi har set i PISA-rapporter, nemlig at børn og unge bliver dårligere læsere af kun at have digitale læringsmidler. Det konkluderes, at det er en god idé at bruge både digitale og trykte læringsmidler alt afhængig af situationen, og at de to værktøjer komplementerer hinanden.
Markedsføring: Det digitale kan ikke stå alene
Også i forhold til markedsføring, komplementerer det digitale og det trykte hinanden med hver deres styrker. Trykt marketing øger fx online engagement, fastholder kunderne, driver købsadfærd og har en unik ’lock-in power’ som fastholder kunderne.
Det er muligt at få adgang til hele rapporten her.