PortoService: Mange må skære i oplaget
Mogens Kristensen kalder 2018 for et spændende år:
»Der vil blive lanceret og afprøvet mange former for postløsninger. Vi har allerede stiftet kendskab med SMP – i ”stang”, hvor det drejer sig om at indlevere så mange blade som muligt samlet. Eller ændringer i adresseløs omdeling. Og vi ser kirkeblade i nye konstellationer. Alle med udgangspunkt i at afbøde en økonomisk udvikling, der lukker flere og flere blade.«
De stigende distributionspriser presser både udgivere og trykkerier, og Mogens Kristensen undrer sig over, at det er kommet så vidt. Han skyder skylden på politikere, der ikke har prioriteret at hjælpe PostNord.
»60 – 70 pct. af omkostningerne ved at lave et blad er i dag distribution. Det er jo grotesk,« siger han.
Mogens Kristensen siger, at PorsoService gør, hvad man kan, for at hjælpe magasinudgivere og andre, der gerne vil ramme danskernes postkasser med at presse distributørerne på prisen. Men der skal tænkes nye tanker.
»Vi beder vores kunder om at se på deres oplag. For hvad er bedst? At trykke 12.000 blade nu med risiko for at bladet ikke overlever – eller at gå i dialog med bladet om, hvem der er målgruppen? Hvor mange kan vi skære fra for at få økonomien til at hænge sammen?«
»Man plejede at pumpe sine adresseregistre op, fordi det ikke kostede ret meget at sende ud. Nu er den tankegang ved at dø. Nu hedder det: Jo mere præcist, du kan ramme, jo højere annoncepriser kan du tage. Det er den proces, vi har med kunderne.«
Mange vil have brug for at skære i oplaget. Alternativet er, at de trykte medier forsvinder, påpeger han. Det bør trykkerierne også gøre deres kunder opmærksomme på.
»At være tryksagssælger i dag er ikke at sælge timer på en trykmaskine. Det er at kunne se den samlede økonomi og være med til at optimerer hele processen.«