Politikere mærker det selv: Uklare EU-regler presser kommunalvalgkampen


Når EU's nye forordning om politisk reklame træder i kraft den 10. oktober 2025, bliver det uden sanktioner frem til årsskiftet. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt har nemlig besluttet, at Radio- og tv-nævnet først håndhæver reglerne fra 1. januar 2026 – for at skåne kommunalvalget den 18. november.
Udskydelsen af håndhævelsen af EU-forordningen begrundes i behovet for at sikre, at implementeringen af de nye regler ikke utilsigtet påvirker den demokratiske proces eller skaber usikkerhed blandt medier og politiske aktører.
EU-forordningen, der træder i kraft den 10. oktober 2025, stiller skærpede krav til mærkning, gennemsigtighed og målretning af politiske reklamer ved valg. For at undgå forvirring og potentielle sanktioner under valgkampen har kulturministeren bedt Radio- og tv-nævnet om at udskyde håndhævelsen af disse regler til efter kommunalvalget.
GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen, bakker op om ministerens beslutning om først at indføre sanktioner efter nytår:
"Det giver kommunalpolitikere klarhed og tid til at tilpasse deres kampagner efter de nye krav til de efterfølgende valg."
Hun tilføjer:
”Tilgangen fra kulturministeren understreger vigtigheden af klar kommunikation og forberedelse, når nye regler implementeres – i dette tilfælde tæt op ad vigtige demokratiske begivenheder. Den tilgang savner virksomhederne ofte, og mange politikere oplever nu selv, hvordan det føles, når EU-regler er uklare, upræcise og kommer i sidste øjeblik. Det er præcis, hvad erhvervslivet alt for ofte udsættes for fra EU."
Politisk materiale skal trykkes nu
I praksis har flere trykkerier allerede informeret kandidater og kampagnefolk om, hvis de venter yderligere med at bestille tryk af kampagnemateriale til kommunalvalget, så kan det ikke garanteres, at alt vil blive produceret og leveret til tiden.
Usikkerheden er nu væk – i alt fald i forhold til efterårets kommunalvalg, og når kommunalvalget løber af stablen den 18. november 2025, kan partier og kandidater som vanligt reklamere for deres holdninger, selv om EU‑forordningen om gennemsigtighed og målretning af politisk reklame træder i kraft den 10. oktober 2025.
