Papirpriserne er fortsat høje
Efter et år med massive prisstigninger på alle de papirtyper, GRAKOM overvåger, var billedet for juli mere blandet. Juli bød nemlig på både stigninger og fald i priserne.
Priserne på både træfri bestrøgede og ubestrøgede ark steg med 3 pct. viser nyhedsbrev fra Intergraf. Træfri bestrøgede ruller steg tilsvarende med 3 pct. For SC magasinpapir på ruller steg priserne med 2 pct., mens LWC magasinpapir faldt med 3 pct. Endeligt faldt priserne på avispapir med 4 pct.
Prisudviklingen på udvalgte papirtyper fra juni 2022 til juli 2022
Kilde: Intergraf
På trods af faldet i priserne på avispapir og LWC magasinpapir er disse papirtyper fortsat steget markant mere end de andre papirtyper. Således er priserne på avispapir 73 pct. højere end for et år siden, mens LWC magasinpapir og SC magasinpapir på ruller er hele 76 pct. højere.
Priserne på papirark er ikke steget helt så meget, men prisstigninger er stadig markante. Priserne på træfri bestrøgede ark er det seneste år steget med 58 pct., mens priserne på ubestrøgede ark er 43 pct. højere end samme tidspunkt sidste år. Priserne på træfri bestrøgede ruller er 64 pct. højere end i juli 2021.
Prisudviklingen på udvalgte papirtyper fra juli 2021 til juli 2022
Kilde: Intergraf
Du kan læse nyhedsbrevet fra Intergraf her .