Papirmangel og energitillæg presser trykkerierne
Den grafiske branche er ramt af alvorlig mangel på papir. Samtidig stiger priserne også på allerede indgåede kontrakter på levering af papir. Det medfører, at trykkerierne skal betale mere for papiret end aftalt med leverandøren, og dermed også mere end det deres tilbud til kunderne er baseret på.
Prisstigningerne kommer i form af et energitillæg, der bliver pålagt efter, at trykkerierne gennem de seneste uger allerede er blevet mødt med en bølge af prisstigninger begrundet med netop stigende energiomkostninger samt stigende råmaterialer og logistikomkostninger.
”Danske trykkerier er fanget i en skruetvinge. På den ene side mødes de i stigende grad af energitillæg og skal betale mere for deres papir end aftalt. På den anden side har de aftalt en pris med deres kunder,” siger Thomas Torp, adm. dir. i GRAKOM, der repræsenterer kommunikationsindustrien.
Ud over de stigende omkostninger til papir er trykkerierne allerede selv ramt af de stigende energi-, logistik-, transport- og andre råvareomkostninger og hele problemet forstærkes af den markante mangel på papir i hele Europa.
”Papirmanglen medfører, at leverancerne af papir i forvejen er stærkt forsinkede eller at trykkerierne kun får en delleverance. Hvis trykkerierne nægter at betale det uanmeldte energitillæg, risikerer de, at de slet ikke får leveret papir. Trykkerierne kan heller ikke skifte papirleverandør, fordi det giver endnu længere udsigter til at få papir,” siger Thomas Torp.
Manglen på papir, forsinkede leverancer, stigende priser og det ny energitillæg kan få konsekvenser for kunderne:
”Der kan opstå tilfælde, hvor trykkerierne ikke har mulighed for at leve op til deres forpligtelser over for deres kunder, fordi trykkerierne ikke har noget papir at trykke på. Tilsvarende kan kunderne risikere, at deres tryksager bliver forsinkede,” siger Thomas Torp.
Derfor opfordrer GRAKOM sammen med den europæiske grafiske organisation Intergraf til, at de europæiske papirproducenter lever op til deres kontrakter og ophører med at kræve uanmeldte energitillæg, som videreføres til trykkerierne.
Problemerne på papirmarkedet er ikke kun et dansk fænomen. Således melder trykkerier rundt omkring i hele Europa om tilsvarende udfordringer.
Presset opstår som følge af, at energipriserne er steget markant gennem den seneste tid, hvilket øger papirproducenternes omkostninger ved papirproduktion. På grund af papirmanglen har det kun små konsekvenser for papirproducenterne, når de ikke overholder deres kontrakter, da hverken papirleverandører eller trykkerier har andre steder at købe papir.
Samtidig har papirproduktionen været lav gennem en længere periode på grund af svigtende efterspørgsel under corona-epidemien. Der er derfor ingen lagre at tære på.
Denne artikel er også sendt ud som pressemeddelelse til diverse medier