Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Over halvdelen af al indsamlet plast bliver ikke genanvendt

Over halvdelen af al indsamlet plast bliver ikke genanvendt Danmark er allerede nu tæt på at leve op til EU’s overordnede 2025-målsætning for genanvendelse af husholdningernes affald.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 12. marts 2021
Danmark er allerede nu tæt på at leve op til EU’s overordnede 2025-målsætning for genanvendelse af husholdningernes affald, viser Miljøstyrelsens affaldsstatistik for 2019. Affaldsstatistikken afslører dog også, at det halter gevaldigt genanvendelsen af plastemballage. En stor del af grunden skal tilskrives dårlig økonomi i genanvendelse, viser en ny analyse fra GRAKOM.

Hele 54 pct af al den plast, der indsamles til genanvendelse, bliver ikke genanvendt. Når man så lægger den plast til, som ikke indsamles, betyder det, at det samlet set kun er 14 pct. af den plastemballage, som samfundet bruger, der bliver genanvendt.

Resultatet er altså, at det meste af den plastemballage, som cirkulerer rundt i samfundet, ender med at blive brændt.

Målsætning om 50 pct. genanvendelse
EU har en målsætning for 2025 om, at hele 50 pct. af husholdningernes plastemballage skal genanvendes. Danmark er dermed betragteligt under målsætningen. 

 ”Danmark er langt fra den europæiske målsætning for genanvendelse af plastemballage. Det halter både med indsamlingen til genanvendelse samt genanvendelse af det indsamlede. Selv hvis Danmark indsamlede alt plastikemballage, er det ikke muligt at nå EU’s 2025 mål for genanvendelse, når under halvdelen af den indsamlede plastikemballage reelt genanvendes," siger cheføkonom i GRAKOM, Mads Lindegaard.

Kvaliteten skal forbedres
Problemet ligger i, at der mangler et velfungerende marked for genanvendt plast. Omkostningerne til at lave ny plastemballage er lave, samtidig med at kompleksiteten ved genanvendelse af plastemballage er høj.

Det betyder, at der kun er et lille økonomisk incitament til at genanvende plastik. Hvis genanvendelsen skal øges, skal der bedre økonomi i genanvendelse.

Det springende punkt for at få en god økonomi i genanvendelse er dels, at kvaliteten af plastemballageaffald bliver øget, og dels at vi som samfund understøtter udviklingen af anvendelse af de indsamlede plastfraktioner  til flere og nye produkter. Det siger miljø- og klimachef i GRAKOM, Carsten Bøg:  

”Hvis genanvendelsesgraden af plastemballage skal stige, skal kvaliteten af plastikemballage, der indsamles til genanvendelse, øges. Med højere kvalitet stiger værdien af den genanvendte plast for de virksomheder, der skal genanvende materialerne. Højere kvalitet kræver bedre sortering, men der er bestemt også store gevinster ved at designe emballage, så den er lettere at genanvende efter endt brug.”

Forslag fra GRAKOM om, hvordan man øger genanvendelsesprocenten
GRAKOM foreslår i en ny analyse, at der udvikles en designguide til emballage, og at der med hjælp fra EU udvikles en database med fokus på materialers egenskaber og muligheder for genanvendelse.

GRAKOM foreslår endvidere at udvide de officielle miljømærkeordninger, Svanen og Blomsten, så det bliver muligt alene at miljømærke emballage, uden at man miljømærker produktet. Alt sammen tiltag som vil øge kvaliteten af det indsamlede plastikemballageaffald.

”En af mulighederne for at øge genanvendelsen, er at give emballageproducenter og virksomheder et større overblik over, hvordan deres emballage kan genanvendes. Det er bestemt mit indtryk, at virksomheder ønsker at gøre en indsats. Jeg tror, de stoppes af kompleksiteten”, siger Carsten Bøg.

Læs hele analysen fra GRAKOM her.

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.