Organisering er vejen til indflydelse
”Det er ikke politikernes opgave at redde Den Danske Model. Det er parternes opgave at gøre modellen så brugbar og relevant, at politikerne har en god grund til at lade den virke.”
Sådan lyder det fra Mina Bernardini, der i oktober sidste år blev ansat som direktør for forhandling, aftaler og partsrepræsentation i Dansk Arbejdsgiverforening.
”Den Danske Model er en samarbejdsmodel. Hvis virksomheder vil bestemme over løn, arbejdsvilkår og have indflydelse på nye regler fra EU og Christiansborg, så skal de melde sig ind i en arbejdsgiverorganisation og bruge fællesskabet aktivt, siger Mina Bernadini
Hun kender Den Danske Model fra begge sider. Inden Mina Bernadini kom til DA, var hun forhandlings- og EU-chef i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
”Formålet med Den Danske Model er at lave aftaler. Det gennemsyrer hele tilgangen, også selvom der kan være uenigheder og konflikter. Der hvor medlemstilgangen og overenskomstdækningen er lavest, er ofte også der, hvor parterne ligger længst væk fra hinanden. Også derfor er det vigtigt at styrke medlemstilslutningen på begge sider.”
Alternativet til Den Danske Model er lovgivning, og det vil ikke være en fordel for erhvervslivet, siger Mina Bernardini:
Mange politikerne kigger på, hvad der fylder i den offentlige debat, og hvad der fylder hos arbejdstagerne, som også udgør størstedelen af vælgerne. Mere politisk indblanding i vores område vil derfor gøre det langt mere vanskeligt for erhvervslivet.”
EU presser også Den Danske Model
Den Danske Model er også under pres fra EU. Mina Bernardini peger på, at EU regulerer mere og mere, og at det derfor bliver en stadig vigtigere opgave at få Den Danske Model til at passe ind i en europæisk sammenhæng:
”Det er de danske parters opgave, sammen med den danske regering, at sørge for, at Den Danske Model kan rummes i EU. Nogle gange kan vi stoppe EU-lovgivning, men det er ikke så nemt at argumentere med kun seks millioner indbyggere bag sig. Derfor må vi finde veje enten rundt om eller igennem direktiverne, der passer på og passer til det danske arbejdsmarked”.
Det skete fx med mindstelønsdirektivet, hvor Danmark blev undtaget for mindstelønsbestemmelserne efter hårdt pres fra Danmark og parterne.
”Det lykkedes bl.a., fordi vi har en høj overenskomstdækning. Det var en rigtig god løsning, fordi det ikke forhindrede, at de andre lande fik mindstelønsreglerne. Det er en vej frem, hvis vi kan fravige nogle EU-regler, fordi vi kan nå EU-målene igennem vores aftaler og overenskomster.”
Mina Bernardini tilføjer, at det også vil være godt for dansk erhvervsliv, hvis EU i højere grad laver mere målbaseret lovgivning frem for detaljeret lovgivning om, hvordan målene skal nås.
”Det vil klart være en fordel for dansk erhvervsliv, hvis vi kan få EU til at lovgive om, hvor vi skal hen, i stedet for, hvordan vi skal derhen. I hvert fald på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkederne er så forskellige.”
Hun ser derfor en vej frem for Den Danske Model i EU, men kun hvis de danske parter selv byder ind med løsninger.
”Vi skal være meget konstruktive og løsningsorienterede, for det er kun os selv, der kan komme med idéerne til, hvordan reglerne kan tilpasses Danmark. Der bliver ikke altid lyttet, hvis vi kun siger nej til forslag. Men hvis vi kommer med løsninger, der både passer ind i en dansk kontekst og passer til de andre landes behov, er der mere lydhørhed”.
Det er os, der har lektier for
Samtidig peger hun på, at den Danske Model fortsat har en stærk position i EU.
”Hvis de kunne, ville EU gerne eksportere vores model til mange andre lande, fordi den er så stærk. Den giver en stærk konkurrenceevne, godt socialt sikkerhedsnet og fleksibilitet, gode arbejds- og lønvilkår og reel indflydelse. Der er stor respekt om vores model, men det er stadig vores opgave at få den til at passe ind i EU. Det er os, der har lektier for.”
EU fylder i dag så meget, at alle politikområder i DA bliver set i lyset af EU-tiltag. Derfor har DA også et kontor i Bruxelles med seks ansatte udover en EU-chef - og flere er på vej.
”Vi tager ansvar og spiller modellen god, så vi bliver en del af løsningen. Vores medlemmer, som fx GRAKOM, spiller ind med forslag til, hvordan et EU-direktiver skal implementeres, så det passer ind i både EU og i Den Danske Model. På den måde får vi meget indflydelse, fordi vi er proaktive og til stede”.
Svingende opbakning til modellen – særligt i fire hjørner
Mina Bernardini oplever svingende opbakning til Den Danske Model. Særligt fire steder skal vi sætte ind, siger hun:
”For det første er der et større ønske både fra danske lovgivere og fra EU om at blande sig mere og mere. Der er kun opbakning til modellen, så længe modellen indfrier de politiske behov, – og netop der ligger svaret – i at indfri de politiske behov inden for modellen”.
Hun peger også på samarbejdet med centraladministrationen i staten.
”Vi arbejder tæt sammen med centraladministrationen i staten. Men det er vigtigt, at de hele tiden også har en interesse i at arbejde tæt sammen med os. Hvis vi kun ses som et procestrin, bliver vi mindre interessante. Derfor er det vigtigt, at vi kommer med viden, tal, løsninger og finder på nye tiltag. Og det kan vi, fordi vores kendskab til arbejdsmarkedet er så godt.”
Det tredje fokuspunkt er, at DA og medlemsorganisationerne skal forklare og vise virksomhederne værdien af overenskomsterne.
”Hver dag skal vi vise, hvor attraktivt det er for virksomhederne at have overenskomst. Ligesom det også er vigtigt for fagforeningerne over for lønmodtagerne. Vi skal vise, at overenskomsterne er vejen ud af lovgivning, vejen til mere fleksibilitet og lokale løsninger. Og at vi senest har sikret bedre muligheder for at ansætte internationale arbejdere igennem en ny certificeringsordning for overenskomstdækkede virksomheder, som vedtages her i efteråret”.
”Det fjerde fokuspunkt er, at vi internt i DA og i arbejdsgiverorganisationerne, som GRAKOM, skal opbygge en fælles fortælling og engagement omkring vores model, som gør de andre fokusområder muliget. Jeg tænker, vi med endnu større kærlighed og begejstring skal fortælle, hvorfor Den Danske Model er så vidunderlig. Alle ansatte. Alle valgte. Alle medlemmer.”
Politikerne skal tættere på virksomhederne
Mina Bernardini mener altså, at det først og fremmest er DA og DA’s medlemsorganisationer, der skal sikre, at Den Danske Model fortsat fungerer. Men hun har også et budskab til politikerne.
”Invitér os til bordet. Politikere er sat i verden for at løse store og uoverskuelige samfundsproblemer. De har brug for hjælp til at finde de rigtige løsninger, og ingen er bedre til at finde dem på arbejdsmarkedet end arbejdsmarkedets parter.”
Artiklen blev først bragt i GRAKOMS magasin: Kommunikationsindustrien 2/2026