Opsigelse af fleksjobber var ikke stridende mod forskelsbehandlingsloven
Vestre Landsret frifandt den 17. maj 2013 en virksomhed, der havde opsagt en fleksjobber. Medarbejderen havde fået tilkendt en godtgørelse på 190.000 kr. ved byretten svarende til ca. 6 måneders løn. Virksomheden ankede sagen til landsretten og blev her frifundet for hele det af HK rejste krav på 579.739,68 kr. Sagen drejede sig om en medarbejder, der efter ca. 10 års ansættelse fik en blodprop i hjernen, der medførte en langtidssygemelding, og efter tilbagevenden blev pågældende ansat i fleksjob. 2 år efter tilbagevenden blev medarbejderen opsagt, fordi den maskine, han arbejdede ved, havde færre og færre opgaver, og han nægtede at arbejde på en anden maskine.
Under et efterfølgende mæglingsmøde blev parterne enige om at udskyde fratrædelsestidspunktet og anmode om Jobcentrets hjælp til at omskole medarbejderen til den nye stilling. Medarbejderen fik hjælp af en ergoterapeut, og der blev tildelt en mentor, som senere blev tilknyttet som personlig assistent. Virksomheden opsatte nogle mål for medarbejderen, men medarbejderen producerede kun det halve af, hvad man kunne forvente, og efter et 61⁄2 måneders langt forløb besluttede virksomheden, at medarbejderen skulle fratræde i henhold til den afgivne opsigelse.
Medarbejderen anførte, at opsigelsen var stridende mod forskelsbehandlingsloven, idet virksomheden ikke havde foretaget tilstrækkelige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2a for at fastholde medarbejderen på virksomheden. Endvidere gjorde medarbejderen gældende, at virksomheden ikke havde dokumenteret, at de stillede produktionskrav var sagligt begrundede, samt at virksomheden ikke havde dokumenteret, at det med den realiserede produktion ikke var rentabelt at have medarbejderen ansat. Medarbejderen gjorde herefter gældende, at der var påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, hvorefter det påhviler virksomheden at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Medarbejderen gjorde gældende, at virksomheden ikke havde løftet denne bevisbyrde.
Virksomheden gjorde gældende, at der ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at medarbejderen var blevet forskelsbehandlet. Derudover gjorde virksomheden gældende, at den under alle omstændigheder ved de foretagne foranstaltninger havde løftet bevisbyrden for, at lighedsprincippet ikke var blevet krænket. Virksomheden gjorde i den forbindelse gældende, at en person fra Jobcentret har udtrykt, at mulighederne for at fastholde medarbejderen i fleksjobbet var udtømte, og at HK på et mæglingsmøde også havde bekræftet dette.
Et flertal i Vestre Landsret fandt, at opsigelsen skete, fordi stillingen blev nedlagt på grund af ordrenedgang, og at medarbejderen ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der skulle være udøvet forskelsbehandling. Landsretten nåede frem til, at de ønskede produktionsmål var saglige, og landsretten lagde vægt på, at virksomheden havde søgt at afklare arbejdsmulighederne for en anden maskine, hvilket både medarbejderen og Jobcentret havde forklaret under sagen. Derfor var det ikke godtgjort, at der var forskelsbehandling på grund af handicap. Den dissentierende dommer nåede frem til det samme resultat med en anden begrundelse, idet dommeren fandt, at opsigelsen reelt havde sin årsag i handicappet, og at virksomheden derfor skulle bevise, at der ikke var sket forskelsbehandling, hvilket virksomheden med de gennemførte foranstaltninger havde løftet bevisbyrden for.
Kilde: Vestre Landsrets dom af 17. maj 2013, 4. afd. VLD-1077-12.
