Nyt værktøj skal hjælpe sign- og tekstilbranchen med grøn omstilling
”Det er snart sagt blevet muligt at printe på hvad som helst. Problemet med det er bare, at vi ikke ved, hvilke præcise funktionaliteter, genanvendelsesmuligheder og i sidste ende miljøimplikationer, de forskellige substrater har.”
Sådan sætter GRAKOMs miljøkonsulent Jonas Vinther Pedersen problemerne med at arbejde med den grønne omstilling i sign- og tekstilbranchen på spidsen. Det gjorde han ved to arrangementer hos henholdsvis Stena Recycling i Brøndby og på Sabro Kro udenfor Aarhus forleden.
GRAKOMs bud på en løsning er et såkaldt kunde-sælger-dialogværktøj, som er udviklet af GRAKOM, ud fra hvad Jonas Vinther Pedersen kalder Skousen-modellen. Ligheden mellem vaskemaskiner og det nye værktøj er, at det i begge tilfælde handler om at kunne måle og sammenligne forskellige produkter på de samme parametre.
Men i stedet for lydniveau, størrelse og vandforbrug sammenlignes printsubstrater ud fra tekniske og klimamæssige data samt genanvendelsesmuligheder.
En styrkelse af ydelsen
Formålet er at skabe større gennemsigtighed omkring varedeklarationen, som kan bruges i dialogen med kunden. Værktøjet er, som navnet også afslører, tiltænkt salgssituationen. Det er nemlig her, der er størst potentiale for at optimere miljøpræstationen, fortæller Jonas Vinther Pedersen.
”Størstedelen af klimapåvirkningen sker i produktionen af selve råvaren hos primærproducenten. Dernæst er det el og strømkilder, der bonner ud. Det er derfor i salgssituationen, man kan afgøre, hvad de produktionsmæssige krav er i forhold til brugsmæssige krav,” siger Jonas Vinther Pedersen og fortsætter:
”Vi havde et medlem, der ville miljøoptimere et produkt. Udgangspunktet var et banner lavet i PVC, der skulle hænge indendørs en uge. Det kunne i stedet laves i polypropylen, fandt vi ud af, da materialet netop opfyldte de brugsmæssige krav. Der er det ikke bare at ’nøjes’ med et svagere produkt, men en styrkelse af ydelsen, fordi det faktisk opfylder det konkrete formål – og nu også kan genanvendes.”
Værktøjet udvikles i et samarbejde mellem GRAKOM og den enkelte virksomhed, og tager udgangspunkt i de substrater, virksomheden bruger. Dermed bliver det muligt i højere grad at optimere miljøpræstationen – ikke bare for den enkelte virksomhed, men for hele signbranchen, da substraterne kan systematiseres.
”Værktøjet kan moduleres nært og har en stor fordel i alle produktioner. Man får et værktøj til at komme på forkant i diskussionen med kunder. Det gør det muligt at levere viden til kunderne, så de kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag,” siger Jonas Vinther Pedersen.
Han suppleres af GRAKOMs miljøchef, Carsten Bøg:
”Der kan være udfordringer med at få informationer ud af leverandørerne. Nogle vil gerne – og det er dem, vi skal sørge for at få informationerne ud af. De kan ikke selv, og de har ikke alle svarene. Det er det, værktøjet skal ind og hjælpe med. I sidste ende skal det sikre, at vi får så meget miljø for pengene, som funktionen tillader.”
Støttet af EU-midler
Ved samme arrangement fortalte Jacob Stiedl fra den grafiske printvirksomhed XL Print om sine erfaringer med at udvikle værktøjet. Han begyndte i slutningen af sidste år at bevæge sig mere ind på at arbejde med den grønne omstilling, da han mærkede enstigende efterspørgsel.
Jacob Stiedl
Derfor meldte han sig ind i GRAKOM, hvor han kunne få hjælp til at blive en del af et EU-støttet projekt om cirkulær omstilling.
”Da jeg hørte, at det var et EU-støttet projekt tog jeg lige fire skridt tilbage. Men jeg blev taget i hånden af GRAKOM, og har fået hjælp hver gang, jeg møder en stopklods,” lød det fra Jacob Stiedl.
Han fortalte, at han sammenlagt har brugt cirka seks måneder med arbejdet på projektet, da han desuden har haft en forretning at passe ved siden af. EU-midlerne går bl.a. til løn under arbejdet på projektet.
”Projektet har givet mig nogle værktøjer til at knuse mine problemstilling ved at gøre dem konkrete. Det synliggør for mig nogle af de miljømæssige ting, der ikke kan visualiseres. Opgaverne er samlet i en workbook, så de bliver gjort håndgribelige,” siger han, og fortsætter:
”Nu er jeg klædt langt bedre på til at tage dialogen med kunderne og spørge ind til, hvad der faktisk er op og ned i deres. Jeg ved med andre ord, hvad jeg skal arbejde på.”
Takeback-aftale om plast hos Stena
Ved arrangementet fortalte Dennis Buhl fra Stena Recycling desuden om udvidede genanvendelsesmuligheder. GRAKOM og Stena Recycling har for nyligt lavet en aftale om indsamling af monomassiv plast.
Det er en takeback-løsning, man kan tilbyde sine kunder, hvor Stena garanterer, at materialet bliver genanvendt.