Fra kælderværelse til gazellevirksomhed
Hvordan begyndte Badgeland.dk?
Det begyndte som et hobbyprojekt i en kælder på et kollegium i Aarhus helt tilbage i 2005. Min bror, Rasmus, og jeg fik den ide at købe en badgemaskine og sælge badges via en hjemmeside. Vi var begge studerende på det tidspunkt, så det var bare tænkt som en sjov måde at tjene lidt penge på. Men ret hurtigt begyndte folk og ringe og spørge, om vi kunne lave 60.000 badges til næste dag, og det kunne vi selvfølgelig slet ikke. Vi havde kun en maskine, og det hele blev lavet med håndkraft.
Hvornår begyndte I så at arbejde professionelt med virksomheden?
I løbet af 2009 og 2010 kunne vi begge sige vores normale job op og satse 100 pct. på virksomheden, som vi lavede til et anpartsselskab i slutningen af 2010. Vi er en virksomhed, der er født på nettet, og lidt af bagveje kom vi til at ligge nummer ét på Google, og vi fik pludselig rigtig mange henvendelser. Fx var der mange reklamebureauer, der begyndte at henvende sig, fordi de ville sælge vores ting. På det tidspunkt var vi flyttet op fra kælderen og ind midt i Aarhus. Der var mange, der sagde ’badges, kan man leve af det’, men vi fik nogle store kunder, fx Coop, der bruger sådan nogle ’ny i job’-badges, og så tog det hurtigt fart.
Hvordan kan det være, I fik succes?
Jeg tror, finanskrisen fik mange virksomheder til at gå på nettet og søge nye samarbejdspartnere i et forsøg på at spare penge, og der var mange, der fandt os. Der er ingen af os, der har en uddannelse inden for reklamebranchen eller produktionsbranchen, så vi gjorde nok tingene på en lidt anden måde, og det er nok både været godt og skidt. Vi har været villige til at udvikle nogle rigtig skøre idéer sammen med kunderne. Fx var der en skole, der gerne ville have nogle klistermærker til toiletterne, som drengene kunne tisse efter. De ligner en skydeskive. Og det var der lige pludselig flere hundrede skoler over hele Europa, der ville have.
Er der en fremtid for badges?
Ja, bestemt. Badges har været brugt helt tilbage fra da Lincoln stillede op til præsidentvalget i 1860, og de forsvinder ikke. Danske politikere er fx begyndt at gå med de her små pins, og dem laver vi også. Det er blevet populært at være ambassadør for noget, og på den måde rummer de her små produkter mere værdi, end de egentlig har i sig selv. Hvor henvendelserne på 60.000 badges var umulige for virksomheden i 2005 er kapaciteten en helt anden i dag. Badgeland har f.eks. lige leveret 80.000 badges til et valg i udlandet produceret på få dage – noget ikke engang Kina kunne nå.
Hvorfor er virksomheden blevet medlem af Grakom?
Vi har rigtig mange i vores netværk, der er medlemmer af Grakom, og vi har også længe overvejet at blive medlemmer af DPA. Så da vi så, at DPA og Grakom slog sig sammen, var det ligesom det helt rigtige tidspunkt for os. VI synes, det er en god måde at holde øje med, hvad der sker i branchen både i forhold til det forretningsmæssige og det politiske. Og så vil vi helt sikkert kunne trække på mange af de juridiske ydelser.