Nye regler om sygeferiegodtgørelse

Folketinget har den 4. december 2014 vedtaget ændringer i ferieloven, hvor blandt andet reglerne om sygeferiegodtgørelse i ferielovens § 25 er ændret. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2015.
Ændringerne vedr. sygeferiegodtgørelse har alene betydning for medarbejdere, der ikke har ret til fuld løn under sygdom. Ændringen har således ingen betydning for funktionærer.
Den eksisterende regel i ferielovens § 25 indeholder et krav om, at medarbejderen skal have været ansat i 12 måneder for at have ret til sygeferiegodtgørelse. Kravet om 12 måneders anciennitet fjernes med virkning fra 1. januar 2015.
Med virkning fra 1. januar 2015 har medarbejdere, der ikke får fuld løn under sygdom, ret til sygeferiegodtgørelse fra 2. sygedag. Konsekvensen heraf er, at hvis en medarbejder fx har været syg i 6 dage, er medarbejderen berettiget til sygeferiegodtgørelse for 5 dage. Dvs. at den 1. sygedag er en karensdag, som medarbejderen ikke får sygeferiegodtgørelse af. Denne regel gælder ikke, hvis medarbejderen har haft mere end 52 sygeperioder i optjeningsåret. Efter 52 sygeperioder i 1 optjeningsår har medarbejderen ret til sygeferiegodtgørelse fra første sygedag.
Efter 1. januar 2015 skal virksomheden afregne sygeferiegodtgørelse fra 2. sygedag og indtil, medarbejderen bliver rask eller fratræder. I dag ydes alene sygeferiegodtgørelse i 4 måneder inden for et kalenderår. Denne varighedsbegrænsning er fjernet.
Sygeferiegodtgørelsen udgør 12,5 % af en løn, der beregnes på grundlag af medarbejderens normale løn 4 uger før, at medarbejderen blev syg. Sådan er det både efter de nye og gamle regler.
Den grafiske overenskomst mellem GA/DMA og HK/3F
I henhold til den grafiske overenskomst er medarbejderen berettiget til sygeløn efter 13 ugers anciennitet. Indtil retten til sygeløn opnås, vil medarbejderen efter 1. januar 2015 være berettiget til sygeferiegodtgørelse fra 2. sygedag. Den grafiske overenskomst indeholder i § 43, stk. 3, en regel om, at feriegodtgørelse ophører efter 6 måneders sygdom. Denne regel mister sin betydning fra den 1. januar 2015 i forhold til sygdom, idet der efter lovændringen ikke længere gælder en varighedsbegrænsning for feriegodtgørelse under sygdom. Endvidere har lovændringen den konsekvens, at medarbejderen, der ikke længere er berettiget til sygeløn efter 52 ugers sygdom, jf. overenskomstens § 29, stk. 1, fremover vil være berettiget til sygeferiegodtgørelse.
Digitalprint- og serigrafoverenskomsten mellem GA og HK/P
I henhold til digitalprint- og serigrafoverenskomsten er medarbejderen berettiget til sygeløn efter 6 måneders anciennitet. Indtil retten til sygeløn opnås, vil medarbejderen være berettiget til sygeferiegodtgørelse fra 2. sygedag. Endvidere har lovændringen den konsekvens, at medarbejderen, der ikke længere er berettiget til sygeløn efter 9 ugers sygdom, jf. overenskomstens § 15, stk. 2, fremover vil være berettiget til sygeferiegodtgørelse.
Funktionæroverenskomsten mellem GA og HK/P
I henhold til funktionæroverenskomsten er medarbejderen (der ikke er funktionær) berettiget til sygeløn efter 6 måneders anciennitet. Indtil retten til sygeløn opnås, vil medarbejderen være berettiget til sygeferiegodtgørelse fra 2. sygedag. Endvidere har lovændringen den konsekvens, at medarbejderen, der ikke længere er berettiget til sygeløn efter 9 ugers sygdom, jf. overenskomstens § 15, stk. 1, fremover vil være berettiget til sygeferiegodtgørelse.
Der vil således være krav på sygeferiegodtgørelse, uanset om medarbejderen har krav på løn.
Ved spørgsmål kan Grakoms juridiske afdeling kontaktes.
