Nye regler om emballage: Sådan gør Toms Gruppen


Som bekendt, er der flere EU-regler på vej inden for emballageområdet, der skal mindske mængden af affald. Samtidig stiller forbrugerne stigende krav om mere genanvendelighed og mere gennemsigtige løsninger. Men for Toms Gruppen er det også helt almindelig sund fornuft.
”VI har siden 2020 haft ambitiøse mål om at reducere emballage og øge genanvendeligheden. Vores mål er 100 pct. genanvendelighed senest i 2030, og vi ligger nu på 98 pct.,” siger Ditte Haugaard Clausen, head of communication & sustainability i Toms Gruppen.

Ditte Haugaard Clausen, head of communication & sustainability i Toms Gruppen
På den baggrund har Toms Gruppen netop relanceret de ikoniske Guldæsker. Med en optimering af æsker og plastindlæg har man reduceret emballagen med 45 pct. på den mest solgte æske og 33 pct. på tværs af gaveæskeporteføljen
”Vi sparer også mindre metallic guld end tidligere, fordi det er svært genanvendeligt. Desuden har vi skiftet fra sort til hvidt indlægsmateriale, fordi det i højere grad kan genanvendes. Det er nogle blandt mange ændringer, vi har foretaget. De budskaber vil vi rigtig gerne have ud til vores kunder, som samtidig skal betrygges i, at de stadig får både den samme kvalitet og kvantitet, selvom æsken er mindre,” siger Susanna Sjögren, nordic brand manager.

Susanna Sjögren, nordic brand manager i Toms Gruppen
Kommunikerer især om optimering på emballage
Det er ikke kun på emballagen, at Toms Gruppen arbejder på at blive mere miljøvenlige. Også energioptimering og ordentlige arbejdsforhold hos underleverandører er en del af virksomhedens ESG-indsats, men det er budskaberne om optimering på emballagen, som man primært går ud og kommunikerer.
”Vi vil gerne kommunikere alle de miljøvenlige tiltag, vi tager. Men vi arbejder med detaljerede data, tekniske materialer og komplekse løsninger for at optimere hele vores ESG-indsats, og budskaberne skal kondenseres ned til noget, forbrugeren kan forstå på få sekunder, når de står og skal vælge et produkt i supermarkedet. Derfor prioriterer vi ikke at kommunikere abstrakte informationer som energi og arbejdsmiljø på emballagen,” siger Ditte Haugaard Clausen.
For ikke at have et for højt detaljeniveau om miljøindsatsen på selve emballagen, har Toms Gruppen valgt at sætte en QR-kode på emballagen. Den viser hen til en landingpage, hvor man kan få uddybende information om de miljøindsatser, som virksomheden laver. Det er dog et nyt tiltag, så derfor ved man endnu ikke, om det er noget, forbrugerne har interesse i at benytte sig af.
Har ofte valgt at underkommunikere
Risikoen for greenwashing betyder, at Toms Gruppen ofte har valgt at underkommunikere sine indsatser på miljøområdet. Her er bureauerne vigtige sparringspartnere – både i at kende lovgivningen og i at rådgive om målgruppernes behov og forventninger.
”Vi vil jo i princippet gerne fortælle om alle de miljøforbedringer vi laver, men her lytter vi selvfølgelig til bureauet ift. hvilke budskaber, der er vigtige for de forskellige målgrupper. Vi forventer ikke, at bureauerne har specialviden om emballage. Den har vi selv. Men vi forventer, at de kender markedsføringslovgivningen i de forskellige markeder, vi opererer i, og at de har styr på, at vi holder os inden for rammerne, når vi kommunikerer vores miljøindsatser,” siger Ditte Haugaard Clausen.
Ditte Haugaard Clausen, Head of Communication & Sustainability fra Toms Gruppen er i øvrigt oplægsholder på Emballagedagen den 5. november 2025, som arrangeres af EmballageForum, hvor hun vil fortælle mere om Toms Gruppens emballagestrategi. Desuden vil man bl.a. kunne opleve de nyeste design- og materialetrends fra designbureauet Cameleon Creatives; Miljøstyrelsens opdatering på den nyeste emballagelovgivning samt EmballageRetur håndtering af emballage ift. producentansvaret.