Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Nye krav til emballage fra 12. august 2026: Det skal virksomheder have styr på nu

Nye krav til emballage fra 12. august 2026: Det skal virksomheder have styr på nu
Torsdag 28. maj 2026
EU’s nye emballageforordning stiller fra 12. august 2026 skærpede krav til dokumentation, sporbarhed og kemisk indhold i emballage. Manglende dokumentation kan betyde, at emballage ikke lovligt kan bringes på markedet.


Af miljø- og klimarådgiver Kamilla From-Nielsen og chef for ESG & bæredygtig udvikling Mark Williams, begge GRAKOM

Fra den 12. august 2026 begynder de første krav i EU’s emballageforordning (PPWR) at gælde. Kravene indebærer, at emballage fremover skal dokumenteres og kunne kontrolleres, før den bringes på markedet.

Miljøstyrelsen har i maj 2026 offentliggjort et nyhedsbrev om de krav, der træder i kraft, og hvordan virksomheder bør forholde sig til dem i praksis. 

PPWR indfører klarere rolledefinitioner i emballagens værdikæde, hvilket gør det afgørende at kende sin placering. Med de nye krav er det i udgangspunktet fabrikanten, der har ansvaret for, at emballagen overholder de nye regler. Samtidig har de øvrige aktører i værdikæden en vigtig rolle, idet det er leverandørens ansvar at sikre, at fabrikanten modtager de nødvendige oplysninger til fx. at udarbejde overensstemmelseserklæring. Det stiller øgede krav til overblik over roller, ansvar og infomationsflow mellem parterne. 

For GRAKOMs medlemmer er det især tre krav, der får betydning allerede fra august 2026: krav til indhold af stoffer, krav om overensstemmelseserklæring og krav om sporbarhed via identifikation.

Maksimum indhold af tungmetaller og PFAS

Emballage må kun markedsføres, hvis den overholder fastsatte grænseværdier for tungmetaller og PFAS.

Tungmetalkravet gælder alle emballager og omfatter summen af bly, cadmium, kviksølv og hexavalent krom. Samtidig indføres der nye grænseværdier for PFAS i fødevarekontaktmaterialer. Kravet gælder hele emballagen – også tryk, lak, lim og coatings.

Der er ikke en overgangsperiode. Kravene gælder for al emballage, der bringes på markedet fra 12. august 2026.

Sådan dokumenteres grænseværdierne

Virksomheden skal kunne dokumentere, at emballagen overholder grænseværdierne. Det sker typisk ved:

  • leverandørdata for råvarer, farver, lak og lim

  • sikkerhedsdatablade og erklæringer fra leverandører

  • test eller analyser

Resultaterne skal indgå i den tekniske dokumentation og danne grundlag for overensstemmelseserklæringen.

Krav om overensstemmelseserklæring for alle emballager

Der skal udarbejdes en overensstemmelseserklæring for hver emballage, før den må bringes på markedet.

Erklæringen er virksomhedens dokumentation for, at emballagen opfylder kravene i forordningen. Virksomheder der fremstiller eller får fremstillet emballage skal udarbejde overensstemmelseserklæringen for emballagen. Erklæringen skal indeholde teknisk dokumentation, som beskriver emballagens opbygning, indhold og materialer.

Sådan dokumenteres overensstemmelseserklæringen

For at kunne udarbejde en overensstemmelseserklæring skal virksomheden:

  • følge den procedure der er beskrevet i forordningens bilag 7

  • beskrive emballagens materialer og anvendelse

  • dokumentere opfyldelse af krav (fx PFAS, tungmetaller og genanvendelighed)

  • kunne fremlægge testresultater eller vurderinger, hvor testresultater er et lovkrav.

Dokumentationen skal opbevares og kunne frembringes ved kontrol.

I praksis betyder det, at virksomheder skal have et system, hvor dokumentation samles og opdateres løbende, og hvor hver emballagetype kan dokumenteres særskilt.

Krav om identifikationsnummer på alle emballager

Emballage skal kunne spores. Det betyder, at emballagen skal være mærket med et identifikationsnummer, fx batch-, type- eller serienummer.

Derudover skal emballagen indeholde oplysninger om den ansvarlige virksomhed, så det er muligt at identificere, hvem der har ansvaret for compliance.

Formålet er at sikre, at en konkret emballage kan kobles direkte til den relevante dokumentation.

Kontakt GRAKOMs hotline, hvis I har spørgsmål.

Læs også Miljøstyrelsens nyhedsbrev om producentansvar. Miljøstyrelsens vejledning og GRAKOMs PPWR guide (under log-in).

Læs også
Den nye emballageforordning, PPWR, ændrer kravene til design, materialer og dokumentation. GRAKOM har samlet regler og tidsplan i en ny guide, der giver medlemmerne et samlet overblik.
Det kronjyske etikettrykkeri lægger kræfter i at fortælle unge om branchen og har gjort klar til, at modne håndværkere kan skifte fagligt spor.