Ny undersøgelse: Mange forbrugere er villige til at betale for miljøvenlig emballage
En ny undersøgelse lavet på tværs af flere europæiske lande, viser at både danske og europæiske forbrugere er villige til at betale ekstra for at skåne miljøet. Hele 44 pct. af danske forbrugere erklærer sig enige eller meget enige i udsagnet: ”Jeg vil være villig til at betale mere for en vare, hvis emballagen er bæredygtig”.
De danske forbrugeres betalingsvillighed er på linje med Europa, hvor 44 pct. også er enige eller meget enige i udsagnet.
I undersøgelsen spørges også ind til, hvilke af de følgende fire emballagematerialer - papir/pap, glas, plastik og metal - forbrugerne opfatter som mest miljørigtige. På europæisk plan svarer 63 pct. af forbrugerne, at papir er det mest miljørigtige materiale, mens 27 pct. mener, at glas er det mest miljørigtige. I Danmark mener hele 69 pct., at papir/pap er det mest miljørigtige materiale.
Det kan blive dyrt for forretninger ikke at tage miljøhensyn
Undersøgelsen afslører også, at mange forbrugere kan finde på at fravælge forretninger, der ikke arbejder for at reducere miljøbelastningen. 41 pct. af de danske forbrugere svarer, at de er enige eller meget enige i, at de vil overveje at undgå en forhandler, hvis de ved, at forhandleren ikke aktivt forsøger at reducere sin brug af ikke genanvendelig plastikemballage.
Emballage har altså en signalværdi for kunderne, og erhvervsdrivende kan risikere at miste kunder og dermed indtjening, hvis de negligerer de miljømæssige konsekvenser af deres emballagevalg.
På europæisk plan er det hele 48 pct. af forbrugerne, som erklærer sig enige eller meget enige i, at de vil fravælge forhandlere, der ikke tager miljøhensyn.
Udbredt misopfattelse for papir og papemballage
Et interessant aspekt i undersøgelsen er, at størstedelen af de europæiske forbrugere undervurderer andelen af papir og papemballage, der genanvendes. Således er det kun 35 pct. af de europæiske forbrugere, som svarer, at genanvendelsesraten af papir og papemballage er over 60 pct. Ifølge Eurostats officielle emballagestatistikker er Europas officielle genanvendelsesrate for papir og papemballage på 85 pct. Europæiske forbrugere undervurderer dermed systematisk miljøfordelene ved at bruge papir og papemballage.
12 pct. af de europæiske forbrugere vurderer, at genanvendelsesraten for plastikemballage er på over 60 pct., mens 25 pct. vurderer, at raten ligger mellem 40 og 59 pct. For plastikemballage er genanvendelsesraten på 42 pct.
I Danmark er genanvendelsen af plastikemballage det samme som i Europa: Ifølge Miljøstyrelsens seneste årlige emballagestatistik for 2017 genanvendes 42 pct. af plastikemballage, mens hele 82 pct. af papir og papemballage genanvendes. Tallene i den danske emballagestatistik varierer dog kraftigt mellem de enkelte årene, hvilket giver lidt usikkerhed. Til sammenligning var genanvendelsesraten for plastikemballage 36 pct., mens den for papir og papemballage var 94 pct. i 2016.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Two Sides, som er en europæisk non profit initiativ, der arbejder for at fremhæve miljøfordelene af tryk, papir og papirbaseret emballage.
Den omfatter 5.900 forbrugere fra Europa i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Østrig. Der indgår 350 danske forbrugere og undersøgelsen er foretaget i marts 2020 og dermed inden coronakrisen.