Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Ny uddannelse for selvstændige og kreative

Ny uddannelse for selvstændige og kreative Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søsætter et uddannelsesforløb for selvstændige inden for de kreative erhverv.
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 24. oktober 2019

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole søsætter et uddannelsesforløb for selvstændige inden for de kreative erhverv. Uddannelsen støttes af branchen.

Antallet af nystartede virksomheder faldt markant efter finanskrisen, men har løftet sig igen de senere år. Og hos DMJX oplever man også en efterspørgsel fra selvstændige og freelancere efter at lære noget om forretningsforståelse.

På medie- og journalisthøjskolen i Aarhus er det 9 procent af dimittenderne, der bliver selvstændige, mens tallet i Emdrup-afdelingen er 21 procent.

Det er baggrunden for DMJX’ nye uddannelsesforløb, hvor selvstændige eller freelancere inden for de kreative erhverv – som f.eks. journalister, grafikere, fotografer, producere, medietilrettelæggere – kan blive klogere på det at være selvstændig.

Om formålet med at oprette den nye uddannelse, siger rektor for DMJX, Trine Nielsen:

”De kreative erhverv er i vækst, men man mangler færdigheder og kompetencer i forhold til at udvikle sin forretning, og det håber vi at kunne hjælpe med”.

trine-nielsen-780-px.jpg

Trine Nielsen, rektor for DMJX

Trine Nielsen fortsætter:

”Med vores nye initiativ ønsker vi at gøre de selvstændige i stand til at skabe deres egen virksomhed – alene eller sammen med andre, og ikke kun fokusere på at overleve, men også på at skabe vækst”.

Støtte fra branchen
Der har været opbakning om det nye studieforløb fra flere virksomheder i branchen. Blandt sponsorerne er GRAKOM, Information, AJKS og KONPA – sidstnævnte er en forening, der giver legat til papirforretningsdrivende i Danmark, som har udviklet en ny idé på en særlig måde.

Støtten fra virksomhederne betyder bl.a., at de studerende kan søge et legat eller blive udvalgt til et udenlandsk ophold.

Alle studerende, der optages på studiet, får desuden et gratis medlemskab af Creative Club, som er en del af GRAKOM (Grafisk Kommunikation og Medier).

”Vi sponsorerer DMJX’ nye uddannelse, fordi vi gerne vil støtte iværksættermiljøet. Der er potentiale i unge mennesker, der starter en virksomhed, og vi vil gerne knytte dem tættere til os via et medlemskab i Creative Club, som er en forening, der er meget relevant for selvstændige i den kreative branche”, siger adm. direktør i GRAKOM, Thomas Torp.

Fordel at hoppe med på uddannelsen nu
Entreprenøruddannelsen afsluttes med en pitch for potentielle investorer og eksperter. Kravet for deltagelse på uddannelsen er, at man skal arbejde med kommunikation i bred forstand; at man er selvstændig eller arbejder i en del af en virksomhed med fokus på innovation.

Det første uddannelsesforløb starter den 19. november og ansøgningsfristen er 10. november.

Man kan læse mere og tilmelde sig her.

Læs også
Vinderne af Intergrafs Young Talent Award 2025 peger på innovation, digital synlighed og bæredygtighed som nøgleelementer, hvis den grafiske branche vil gøre sig interessant for unge.
Et borgerforslag om at fjerne momsen på fysiske bøger er netop nu i gang med at samle underskrifter. Samtidig har Venstre meldt ud, at partiet støtter anbefalingen fra Kulturministeriets arbejdsgruppe om at afskaffe bogmomsen. GRAKOM opfordrer sine medlemmer til at bakke op om borgerforslaget.