Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Ny ferielov: Vær opmærksom på vigtige datoer

Ny ferielov: Vær opmærksom på vigtige datoer
Niels Johannesen
Advokat Niels Johannesen
Torsdag 17. juni 2021
Vi er snart igennem det første år med samtidighedsferie. Forud for overgangen til samtidighedsferie var der en overgangsordning. Selv om vi for længst er på den anden side af overgangsordningen, er der et par datoer, der er værd at være opmærksom på i den forbindelse.

Feriedage fra det forkortede ferieår

I perioden 1. januar til 31. august 2019 optjente medarbejderne 16,64 feriedage til afholdelse i det forkortede ferieår fra 1. maj til 31. august 2020. Hvis ikke medarbejderne holdt alle de 16,64 feriedage i det forkortede ferieår, blev de resterende dage overført til den nuværende ferieafviklingsperiode, der strækker sig ind til 31. december 2021.

De 16,64 feriedage er særskilt reguleret i ferieloven, og de kan ikke udbetales eller overføres yderligere. Der gælder dog særlige regler, hvis medarbejderen har haft en feriehindring eller fratræder. Holder medarbejderen ikke de op til 16,64 overførte feriedage inden den 31. december 2021, bortfalder medarbejderens ret til både ferien og feriepengene.

Virksomheden skal under alle omstændigheder betale de optjente feriepenge. Hvis ikke de skal betales til medarbejderen i forbindelse med dennes ferie, skal de betales til Arbejdsmarkedets feriefond, og medarbejderen får da ikke glæde af dem.

Inden 31. december 2021 skal medarbejderen (også) holde op til 4 ugers ferie, som medarbejderen løbende har optjent i perioden 1. september 2020 til den 31. august 2021. Corona-situationen har i mange tilfælde betydet, at medarbejderne ikke har afviklet så meget ferie. Det foreslås at virksomhederne tidligt tager en drøftelse med medarbejderne vedr. afvikling af ferie, så det ikke risikerer at klumpe sig sammen sidst på året.

Tilgodehavende feriemidler

Den ferie, der blev optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020, er blevet indefrosset som tilgodehavende feriemidler. For lønmodtagere, der har fået alle tilgodehavende feriemidler udbetalt førtidigt, kan virksomhederne ikke ændre indberetninger af tilgodehavende feriemidler efter den 28. februar 2022.

Medarbejderen skal acceptere en ændring til indberetningen, for at den bliver gældende. Hvis medarbejderen afviser eller forholder sig passivt, skal virksomheden have en retlig afgørelse på spørgsmålet for at ændre indberetningen.

Siden 1. februar 2021 har det været muligt at indbetale til fonden Lønmodtagernes Feriemidler. Ved indbetaling skal virksomheden ikke lægge indekseringen oven i. I juli 2021 opkræver fonden indekseringen for den periode, hvor pengene stod i virksomheden.

Læs også
Vinderne af Intergrafs Young Talent Award 2025 peger på innovation, digital synlighed og bæredygtighed som nøgleelementer, hvis den grafiske branche vil gøre sig interessant for unge.
Et borgerforslag om at fjerne momsen på fysiske bøger er netop nu i gang med at samle underskrifter. Samtidig har Venstre meldt ud, at partiet støtter anbefalingen fra Kulturministeriets arbejdsgruppe om at afskaffe bogmomsen. GRAKOM opfordrer sine medlemmer til at bakke op om borgerforslaget.