Ny afgørelse om lønreduktion
Sagen angår en tandlægeklinik, hvor der i april 2020 blev foretaget nogle tilpasninger som følge af de økonomiske udfordringer, corona-pandemien gav for klinikken. Allerede på baggrund af tallene i årsrapporten for 2019 havde tandlægeselskabets revisor rådet selskabet til at reducere udgifterne til klinikassistenter.
I de første fire måneder af 2020 lå tandlægeklinikkens omsætning ca. 1,2 mio. kr. under omsætningen for den tilsvarende periode i 2019. Omsætningsnedgangen blev kun kompenseret delvis med ca. 200 tkr. fra lønkompensationsordningen. I perioden 19. marts til 20. april 2020 var klinikken kun åben for akutte behandlinger.
Efter tandlægeklinikken åbnede igen, var aktiviteten præget af, at en del patienter undlod at søge behandling. Desuden var der også usikkerhed om, hvordan corona-pandemien ville påvirke klinikkens omsætning i resten af 2020. Selskabet besluttede derfor at iværksætte tiltag.
Klinikejerne inddrog klinikassistenterne og informerede dem om klinikkens økonomiske situation og opfordrede dem til at komme med forslag til besparelser. Der blev afholdt individuelle samtaler med klinikassistenterne. To klinikassistenter forlod klinikken, den ene efter egen opsigelse.
Derefter var der seks klinikassistenter tilbage, men der vurderedes at være behov for yderligere tiltag. Tandlægeselskabet ønskede, at de tilbageværende seks klinikassistenter skulle bidrage ligeligt til den yderligere forbedring af klinikkens økonomi, man fandt behov for.
Klinikassistenterne blev givet valget mellem at gå ca. 10 pct. ned i løn med uændret arbejdstid eller at gå 10 pct. op i arbejdstid til uændret løn. Der blev indgået frivillige aftaler med 3 af klinikassistenterne.
De resterende tre klinikassistenter ønskede ikke at indgå frivillige aftaler, og den 30. april 2020 blev de derfor varslet ned i løn med deres individuelle opsigelsesvarsel. HK anlagde sag på vegne af en af klinikassistenterne, der havde ca. 40 års anciennitet.
Afskedigelsesnævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at tandlægeselskabet i slutningen af april 2020 besluttede at gennemføre nogle tiltag, der kunne forbedre klinikkens økonomi, bl.a. ved at tilpasse klinikkens omkostninger til den ekstraordinære situation, klinikken befandt sig i.
Yderligere fandt afskedigelsesnævnet, at der i en situation som den pågældende måtte overlades virksomheden et vist skøn, når det skal afgøres, hvilke tiltag der må anses for nødvendige og proportionale.
Nævnet skulle derefter tage stilling til, om tandlægeselskabet havde overskredet grænserne for dette skøn.
Nævnet lagde til grund, at to klinikassistenters fratræden ikke var tilstrækkelig til at opnå de ønskede besparelser og udtalte at:
”det er legitimt, at en arbejdsgiver, der skal gennemføre lønbesparelser, søger at undgå afskedigelser og i stedet søger at opnå de tilsigtede besparelser ved, at alle medarbejdere pålægges at bidrage ligeligt hertil. [Klinikassistentens] høje anciennitet kan derfor ikke føre til, at hun som den eneste af klinikassistenterne skulle friholdes for at bidrage til forbedringen af klinikkens økonomi. På den baggrund finder [nævnet] sammenfattende, at [selskabet] – uanset [klinikassistentens] anciennitet på ca. 40 år – var berettiget til at varsle hende ned i løn som sket. Den afskedigelse, der var en konsekvens af, at [klinikassistenten] ikke accepterede ændringen, må herefter anses for at være sagligt begrundet i virksomhedens forhold.”
GRAKOM bemærker
GRAKOM bemærker, at afgørelsen må forstås således, at hvis grundlaget for en lønreduktion er til stede, så har det en større betydning, at virksomheden forsøger at undgå afskedigelser, end at virksomheden varetager andre beskyttelseshensyn.
GRAKOM bemærker yderligere, at Afskedigelsesnævnet anfører, at selskabet havde dialog med medarbejderne og opfordrede dem til at komme med forslag til besparelser, inden der blev truffet beslutning om tiltagene. Selv om det ikke er noget, der lægges direkte vægt på i afgørelsen, så stiller fremgangsmåden virksomheden i et positivt lys. Og når ikke der er fundet andre løsninger, så underbygges argumentationen om, at varslingerne var nødvendige. Så det kan ikke udelukkes, at fremgangsmåden har haft betydning.
GRAKOM skriver om lønreduktion her.
Det anbefales at kontakte GRAKOM forud for gennemførelse af lønreduktion.