Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

'Nu er de her, og så kan de jo lige så godt lave noget for pengene'

Mandag 19. juni 2017
Grafisk Trykcenter i Esbjerg er en af de virksomheder, som har ansat en flygtning under regeringens nye integrationsgrunduddannelse (IGU). Det var ikke en svær beslutning for direktør Bjørn Maigaard. Også selvom Abdi Shacyir Abdiraschid, som er flygtet fra Somalia, ikke vil med til julefrokosten.

Grafisk Trykcenter i Esbjerg er en af de virksomheder, som har ansat en flygtning under regeringens nye integrationsgrunduddannelse (IGU).
»JA DA – vi skal have tre mere,« griner Bjørn Maigaard, direktør i Grafisk Trykcenter, da Udkom spørger, om han kunne finde på at ansætte flere flygtninge, når Abdi Shacyir Abdiraschid om et år er færdig med den toårige IGU.

»Jeg ser sådan her på det: Nu er de her, og så er det bedre, de laver noget for pengene i stedet for, at vi bare sender dem en check,« siger han.

Sidste sommer blev Bjørn Maigaard ringet op af jobcenteret i Esbjerg kommune, som ville høre, om han var interesseret i at ansætte en flygtning.

»Jeg tøvede slet ikke. Men jeg havde heller ikke lagt mig fast på noget fra start. Hos jobcenteret var de rigtig gode til at lade os få noget prøvetid med Abdi, inden vi sagde ja til at indgå aftalen,« siger han.

For tre et halvt år siden flygtede Abdi Shacyir Abdiraschid fra Somalia til Danmark. Han tygger lidt på ordene, inden han svarer på lidt usikkert dansk.

»I starten var det meget anderledes og svært at lære alle de nye ting. Men mine kollegaer hjælper mig. Og jeg lærer meget,« siger Abdi Shacyir Abdiraschid, som er 26 år.

[fact]

OM GRAFISK TRYKCENTER

Blev startet i 1985 som traditionelt bogtrykkeri

//

Bjørn Maigaard overtog Grafisk Trykcenter i 1990

//

Laver nu traditionelle, trykte opgaver i eget trykkeri og bogbinderi

//

25-30 ansatte

[/fact]

Ikke anderledes end at ansætte en lærling
Direktøren lægger dog vægt på, at prøveperioden var afgørende for, at han valgte at ansætte Abdi Shacyir Abdiraschid.

»Uanset hvem det er, så skal man jo lige sikre sig, at de passer ind til stedet og kan lide at være her. Det går begge veje,« siger han og tilføjer:

»Det er jo irriterende at lave længerevarende aftaler med en lærling, hvis du ikke synes, det er den rigtige.«

Faktisk har processen med at ansætte igennem IGU-aftalen ikke være meget anderledes, end når der ansættes lærlinge, fortæller Bjørn Maigaard.

»Dem lærer vi også at kende, inden vi laver en aftale.«

Det betyder ikke så meget for Bjørn Maigaard, om der er tale om flygtninge eller lærlinge. Bare de kan deres arbejde.

»Hvis vi har arbejde, så skal vi nok sørge for at få fat på nogen. Det kunne sagtens være flygtninge, men det kunne også være lærlinge. Dem skal der også være plads til,« siger han og understreger, at IGU-aftalen ikke har eller kan erstatte en lærlingeplads.

»Abdi er ikke i lære for et specifikt område. Vi tager jo lærlinge ind, fordi de skal være grafikere, bogbindere eller trykteknikere, som så bliver koblet på de fagspecifikke områder. Det her er noget andet, da han laver forefaldende arbejde.«

Abdi Shacyir Abdiraschid har aldrig arbejdet med tryk før. I Somalias hovedstad, Mogadishu, hvor han er fra, læste han til lærer.

»Jeg laver visitkort, pakker dem ind og sender dem til kunderne. Der kommer meget forskelligt arbejde. Jeg laver også spillekort og kalendere,« fortæller Abdi Shacyir Abdiraschid.

Det sociale er det sværeste
Der er ca. 12.378 km fra Mogadishu til Grafisk Trykcenter i Esbjerg. Abdi Shacyir Abdiraschid er rejst langt væk fra sit fødested og sit lands kultur. Og på arbejdspladsen kan forskellene mærkes, især når det kommer til sociale arrangementer.

»Lige nu kører det ikke for godt med de kulturelle forskelle,« siger direktøren og griner.

»Han meldte fra til julefrokosten og har heller ikke været med ude at bowle. Det er ikke nødvendigvis fordi, at han skal drikke nogle bajere til fyraften. Men der er jo noget socialt i det.«
Abdi Shacyir Abdiraschid synes, at det er underligt, når hans kollegaer drikker øl. Han er selv muslim og drikker ikke alkohol, fortæller han. Men Bjørn Maigaard er sikker på, at det sociale nok skal komme på et tidspunkt.

»Når jeg siger, at det skal være bedre, så tager det nok lidt tid. Det kan jo godt være, at han vil med, men at han er lidt usikker. Det kan være svært at følge med, når snakken går, og så kan han jo komme til at føle sig udenfor,« siger han.

Når Abdi Shacyir Abdiraschid er på arbejde, snakker han kun dansk. Og der bliver kun snakket dansk til ham.

»Vi har fra starten aftalt, at vi kun snakker dansk. Og det går rigtig godt.

Det bliver mere og mere kompliceret snak, efterhånden som vi kender hinanden bedre. Og jo mere han kender os, jo mere tør han sige,« siger Bjørn Maigaard.

I starten valgte Abdi Shacyir Abdiraschid at spise sin frokost for sig selv.

»Det er fordi, jeg har min egen madpakke med, og jeg spiser derovre,« fortæller han og peger ud i lokalet.

Men Bjørn Maigaard har nu aftalt med ham, at hver fredag, når alle spiser sammen, så skal han spise med.

»Han opsøger ikke selv det sociale. Der skal vi komme og sige, at det skal han være med til,« fortæller han.

Fremtiden
Bjørn Maigaard har udover det sociale ikke haft udfordringer ved at indgå IGU-aftalen, og han er ikke i tvivl om, at der også er plads til Abdi Shacyir Abdiraschid, når aftalen udløber om et år.

»Det, som vi får ud af den her aftale, er en medarbejder, som vi kan bruge på sigt. Og det er ikke nemt at få de rigtige folk, som man gerne vil have. Abdi har helt sikkert en fremtid hos os,« siger han.

»Jeg er rigtig glad for at have fået et arbejde. Alle mine kollegaer er danske. Det er kun mig, der er udlænding, men vi forstår hinanden. Og vi driller hinanden,« siger Abdi Shacyir Abdiraschid og smiler fra øre til øre.

Abdi Shacyir Abdiraschids kone kom til Danmark i december. Nu går hun i sprogskole, og han hjælper hende med lektierne, når han ikke er på arbejde.

»Når hun har lært lidt dansk, så kommer arbejdet. For når man har lært dansk, så er der mange forskellige muligheder. Hvis du ikke snakker dansk, så er det svært,« siger Abdi Shacyir Abdiraschid.

Da interviewet er slut, henter han en pakke spillekort, en kalender og en notesbog med Grafisk Trykcenters logo.

»Til når du skriver,« smiler Abdi Shacyir Abdiraschid og bevæger sin hånd, som havde han en blyant og papir.

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.