NS Systems stifter er gået bort


NS Systems stifter, Claus Jørgen Rask, er gået bort efter mange års sygdom med Parkinsons. Claus Jørgen Rask stiftede virksomheden, der leverer brandede tekstiler og logotryk, i 1965. NS System meldte sig ind i GRAKOM i 1993, og Claus Jørgen Rask var i en årrække medlem af GRAKOMs bestyrelse samt havde flere udvalgsposter, bl.a. i interessefællesskabet FESPA.
På LinkedIn skriver NS System om Claus Jørgen Rask:
”Claus var en omsorgsfuld og lyttende leder, som altid satte andre først. Han var en god chef, der formåede at skabe en kultur, hvor mennesker trivedes og udviklede sig. Hans sans for kvalitet og ordentlighed var kompromisløs, og hans innovative tilgang gjorde NS System til en virksomhed, der satte standarden i branchen.”
Under Claus Jørgen Rasks ledelse voksede NS System fra en lille lokal trykkerivirksomhed til i dag at være en international aktør, skriver virksomheden også på LinkedIn.
I 2011 solgte Claus Jørgen Rask virksomheden til sin søn, Niels Rask, og sikrede dermed, at NS System forblev i familiens hænder.
Interesserede sig stadig for virksomheden
Claus Jørgen Rask, der blev 82 år, interesserede sig stadig for virksomheden, fortæller hans søn, Niels Rask:
”Efter en lang dag med kundebesøg nogle dage før han gik bort, kørte jeg kort forbi ham sidst på eftermiddagen. Her fortalte jeg, at jeg havde besøgt kunder, og at de var godt tilfredse med os, vores produkter og service. Han fik fremstammet, om jeg nu også havde fået en ordre med hjem,” siger Niels Rask smilende.

Claus Jørgen Rask i en yngre udgave
