Nej – Tryksager belaster ikke miljøet
Det er en myte, at tryksager er en særligt miljøbelastende kommunikationsform. Myten lever desværre i bedste velgående. Det så vi i forbindelse med sagen om den reklameafgift, som det i foråret lykkedes os at afværge. Og det oplever vi jævnligt, når folk uden for branchen kommer med udtryk som ”vi skal spare på papiret for at redde verdens skove”. Vi hører også påstande om, at trykprocessen er miljøskadelig eller at brugt papir er farligt affald, som køres på forbrændingen.
Det er uvidenhed, der holder myterne i live, og det er vores opgave som branche og som brancheforening at fortælle sandheden. Nemlig at vi i Danmark har verdens mest miljøvenlige produktion af tryksager, at trykketeknikker og farvestoffer er miljøvenlige, at papir er et miljøvenligt og genanvendeligt naturprodukt, og at det netop er papirforbruget der i disse år får Europas skove til at vokse, fordi det kan betale sig at plante skov. Og ikke mindst det helt banale; at papir til reklametryksager ikke kommer fra truede regnskove men fra skovbrug.
Udbredelsen af miljømærkning af papir, tryksager og trykkerier er intet sted i verden større end det er i Danmark. Samtidigt har vi den mest restriktive administration og kontrol af overholdelse af miljømærkerne. Hvis man køber tryksager hos et dansk trykkeri, der er certificeret med et eller flere af de gængse miljømærker, kan man være helt tryg ved, at der er orden i miljøet, og at miljøstandarden er på verdensmesterniveau.
Det er vores opgave at forklare dette, så vi fortsat kan have et stort marked for tryksager i Danmark. Det er klart for alle, at digital kommunikation vinder frem på bekostning af tryksagen. Det er fair nok i de tilfælde, hvor den digitale kommunikation er overlegen. Men tryksagen skal ikke trues af miljømæssige myter og usandheder. Det må vi holde fast i som branche.
Kommercielle særinteresser
Myterne breder sig desværre i enkelte tilfælde til vores egen branche – eller rettere: Vi har eksempler på virksomheder i branchen, der bruger myterne til at dreje markedet i deres egen retning af hensyn til egne kommercielle interesser eller for at svække konkurrenterne. Senest har en virksomhed i branchen opfordret forbrugerne til at bakke op om ”Nej Tak”-ordningen for husstandsomdelte reklamer ud fra miljømæssige argumenter.
Enhver virksomhed har ret til at varetage egne kommercielle interesser – uanset om virksomheden er medlem af Grakom eller ej. Grakom er en brancheforening og ikke en religiøs sekt, hvor afvigende synspunkter er forbudt og straffes med piskeslag eller udstødelse. Hvis Grakom kun skulle være for ”De sidste dages hellige”, blev vi lynhurtigt en meget lille forening.
Hvis man som medlem har interesser, der går på tværs af branchens samlede interesser, kan man dog til gengæld opleve, at Grakom går i rette med myter og går i offensiven med branchens synspunkter.
Grakom varetager markedets interesser
Man kan forvente at Grakom altid varetager den samlede branches interesser, som de er defineret af Grakoms bestyrelse. Grakom står altid vagt om de synspunkter, der gør vores marked så stort som muligt og som i videst muligt omfang letter branchens politiske rammebetingelser. Grakoms medlemmer repræsenterer en bred vifte af kommunikationsformer, både trykt, digitalt, sign, emballage, foto og meget mere. Når en kommunikationsform er hæmmet på grund af snærende rammebetingelser eller af negativt mytebaseret omdømme, så skal vi forsvare markedet.
Derfor kæmpede vi imod reklameafgiften selvom, der er medlemmer, der ikke er ramt af den og som blot kunne glæde sig over, at en ny afgift kunne ramme konkurrenterne eller som lever af digital kommunikation, og derfor kæmpede vi for - og skaffede - fair magasinmoms, selvom enkelte medlemmer havde glæde af momsfinten i Norge, selvom den hæmmede det danske marked. Når den digitale kommunikation, foto, emballage m.m. hæmmes af offentligt bureaukrati, forbud, restriktioner, afgifter og andet til skade for markedskræfternes frie spil, så vil vi også kæmpe for den del af branchen, også hvis der fx skulle være trykkerier, der tænker sig at have kommercielle interesser i politiske benspænd og væksthæmmere på andre dele af kommunikationsmarkedet.
Så snart man stifter en forening med mere end ét medlem, så risikerer man, at foreningen rummer forskellige synspunkter. Sådan er det også i Grakom. Det har det været tidligere. Det er det i dag, og sådan vil det også være i fremtiden. Som medlem kan man forvente, at Grakom varetager de interesser, der udvider markedet og letter de politiske rammebetingelser. Altid og hver dag. Det er ikke altid, at vores metode er presseomtale eller at larme højt. Men I kan regne med, at vi står vagt om jeres marked. Det er det, vi er her for.
