Ministerrådet vedtager ny emballageforordning (PPWR)
EU’s forordning om at reducere emballageaffald og fremme genbrug ( PPWR), har været undervejs i nogle år. Nu er det endelig blevet vedtaget af Ministerrådet.
Forordningen stiller helt nye mål op for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale samt hvor meget emballage, der skal kunne genbruges.
Minimumsmål for genanvendeligt emballage samt for, hvor meget der skal kunne genbruges
I 2030 og 2040 indføres der minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendt materiale. F.eks. skal engangsplastikflasker i 2040 indeholde op til 65 pct. genanvendt plast. Samtidig skal emballagens vægt og volumen minimeres og al unødvendig emballage skal undgås. Der er også nye mål for transport- og salgsemballage. Fx skal 40 pct. af transport- og salgsemballagen kunne genbruges i 2030.
Forbrugere skal kunne tage egne beholdere med til take away
Et andet genbrugsmål handler om takeaway-emballage. Her stiller den nye forordning krav om, at forbrugerne skal have mulighed for at medbringe egne beholdere uden meromkostninger for forbrugeren selv.
Begrænsninger for engangsemballage
Nogle typer engangsemballage er allerede blevet forbudt, og nu følger flere efter. Det gælder fx plastikemballage til små portioner som krydderier, sukker og mælkefløde i restauranter og hoteller samt engangsprodukter i som små shampoo- og bodylotionflasker på hoteller.
Krav til mærkning og information
Der kommer også krav til, at emballage skal mærkes tydeligt med oplysninger om materialekomposition, og hvor meget genanvendt materiale, der er i emballagen. Formålet er udover at understøtte forbrugernes bæredygtige valg, at lette affaldssorteringen.
”Kravene vil på sigt ændre væsentligt på, hvordan man designer, forbruger og skaffer sig af med emballage i både Danmark og EU. Heldigvis er mange virksomheder allerede godt i gang med at forberede sig til de nye krav, og der bliver i høj grad brug for nye og innovative emballageløsninger," siger siger GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen. Hun fortsætter:
"Vi følger lovgivningen og udviklingen tæt, og har man ønske om at følge det ekstra tæt og sparre med andre virksomheder, kan man med fordel tilmelde sig GRAKOMs Emballageforum."
Reglerne træder i kraft om godt 18 måneder
Reglerne træder i kraft 18 måneder efter offentliggørelsen i EU’s officielle tidende.
Ønsker du at høre mere om GRAKOMs Emballageforum, så kontakt Charlotte Grønnegaard på cg@grakom.dk eller på tlf. 24 47 69 97.