Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Miljømærker gør en forskel

Miljømærker gør en forskel
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 21. januar 2021
If Forsikring er medlem af Netværk for Miljømærket Indkøb. Det er de, forde de gerne vil synliggøre over for andre virksomheder, at de arbejder med miljøet. Netværket er med til at fremme udbuddet af produkter med Svanemærket og EU-Blomsten.

 

Af Pia Osbæck

I Netværk for Miljømærket Indkøb arbejder store danske virksomheder målrettet med at gøre deres indkøb miljømæssigt bæredygtigeog med at øge udbuddet af produkter, heriblandt også tryksager, der er certificeret med det nordiske miljømærke Svanemærket eller EU’s miljømærke EU-Blomsten.

Netværket har eksisteret siden 2012 og består af især indkøbere og CSR-ansvarlige fra medlemsvirksomhederne.

"Netværket bygger på den idé, at private virksomheder gennem deres indkøb kan være en stærk drivkraft i retning mod et mere bæredygtigt samfund. Virksomhederne er via deres indkøb af fx rengøring, møbler og tryksager samt hotel- og konferencesteder med til at fremme udbuddet af produkter med Svanemærket og EU-Blomsten," siger seniorkonsulent Ingrid Elmedal fra Miljømærkning Danmark, der står bag netværket.

Hun fortsætter: "Der skal et netværk til, fordi løsningerne ikke altid er hyldevarer. I mange sammenhænge skal den mest bæredygtige løsning researches eller udvikles i dialog med producenterne, og derfor giver det mening at arbejde sammen om at finde de bedste løsninger."

Efterspørgslen fra de deltagende virksomheder har bl.a. bevirket, at antallet af svanemærkede rengøringsleverandører er kraftigt øget, fordi der er blevet stillet krav om, at rengøringen skulle være mindre miljøbelastende og certificeret med Svanemærket.

Det gør en forskel at bruge Svanemærket
Et af medlemmerne i netværket, der har været med lige fra begyndelsen, er If Forsikring. Indkøbs- og miljøansvarlig Bo Petersen fortæller:

"Ved at være medlem signalerer vi, at vi som Nordens største forsikringsselskab ikke bare støtter kampen for et bedre miljø og klima, men at vi også påtager os et samfundsmæssigt ansvar, som er en del af vores DNA."

For Bo Petersen er der ingen tvivl om, at det gør en forskel, om leverandørerne benytter sig af certificeringer, som fx Svanemærket, især inden for brancher, som tidligere har gået for at være ikke særlig miljøvenlige:

"Trykkerier kan belaste miljøet i forskellig grad. Ved at gå efter Svanemærket opnår vi en tryghed for, at vores trykkeri lever op til skrappe krav i hele livscyklus. Det vil bl.a. sige krav til det papir, der bliver brugt til energiforbruget, til valget af trykfarver og til at minimere papirspildet."

bo-petersen-if-forsikring.jpg

Man kan ikke beskylde os for greenwashing
Måske overraskende bruger If Forsikring ikke sit miljøengagement i markedsføringen overfor privatkunder.

"Man kan ikke beskylde os for greenwashing, for vi markedsfører os ikke med, at vi er grønne. Vi arbejder ikke med at forbedre ospå miljøområdet, fordi vi vil være med på den grønne bølge, og fordi vi vil forbedre vores bundlinje. Vi gør det, fordi vi grundlæggende synes, det er en god idé," siger Bo Petersen.

Han er dog ikke i tvivl om, at det at være medlem af netværket gør en forskel og er med til at give en grøn profil over for
erhvervskunderne.

"Vi forsøger at synliggøre over for andre virksomheder, at vi arbejder med miljøet, for vi har en interesse i, at det bliver bredt ud.Blandt andet udleverer vi vores miljørapport til vores erhvervskunder,” siger Bo Petersen og påpeger, at som forsikringsvirksomhed har If Forsikring en klar interesse i, at der både bliver taget mest muligt hensyn til
miljøet, og at der bliver dæmmet op for klimaforandringer.

Vi er interesseret i uvildige miljømærker
Et andet aspekt, der får If Forsikring til at gå forrest, er, at man ønsker at fremme de uvildige miljømærker.

"Der er mange branchemærker, og det gør det både uoverskueligt, og så er der et problem med, at ikke alle er lige lødige. Vi er interesserede i, at der er få mærker, som til gengæld er verificeret af uvildige parter. Som det nordiske Svanemærket og EU-Blomsten, som ovenikøbet går på tværs af brancher, og som derfor bliver nemmere at navigere efter
for både forbrugere og indkøbere."

Det handler også om sundhed
Som nævnt ligger det i If Forsikrings DNA at opføre sig ordentligt, og det er da også Bo Petersens indtryk, at medarbejderne er stolteaf indsatsen på miljøområdet:

"Medarbejderne sætter stor pris på de prioriteringer, vi foretager omkring miljø- mærkede og miljørigtige indkøb. For når vi prioriterer benhårdt på miljømærkerne, handler det også om sundhed. Vi ønsker produkter, der er så rene som overhovedet muligt – og som dermed er et godt valg for både miljø og medarbejdere," siger han og
afslutter:

"Medarbejderne er stolte over, at deres arbejdsplads tør tage et valg, især for vores brug af miljømærkede papir- og hygiejneprodukter samt økologiske fødevarer – og Svanemærket gør det let at kommunikere vores indsats i alle nordiske lande, hvor mærket er almindelig kendt.”

Netværk for Miljømærket Indkøb
Netværk for Miljømærket indkøb er et netværk af store private virksomheder, der arbejder målrettet med miljømæssigt bæredygtige indkøb, og som bruger de officielle miljømærker som pejlemærker i de indirekte indkøb. Netværket har til formål at styre deres indkøb i en miljømæssig bæredygtig retning.

I netværket inspirerer medlemmerne hinanden og udvikler nye idéer til grønne indkøb gennem videndeling og udveksling af erfaringer. Virksomheder med min. 250 ansatte kan være medlem, hvis de forpligter sig til følgende:

• Virksomheden skal have en offentligt tilgængelig indkøbspolitik, hvor Svanemærket og EU-Blomsten nævnes specifikt
som en prioritet i forbindelse med indirekte indkøb.
• Virksomheden skal leve op til FN’s Global Compact.
• Virksomheden forpligtiger sig til at sikre vækst i andelen af miljømærkede indkøb fra år til år – og til hvert år at indrapportere sine miljømærkede indirekte indkøb inden for 10 produktområder.

Miljømærkning Danmark står bag
netværket, hvor medlemmerne mødes tre-fire gange om året for at videndele og erfaringsudveksle.

Medlemmer af netværket er pt.: If Forsikring, Rambøll, Nykredit, Dansk Retursystem, Lyreco, Arbejdernes Landsbank, Anders Andersens Rengøring, Tivoli, Coop, ISS, Ørsted, Alliance+ og Matas.

Artiklen blev første gang bragt i GRAKOMs magasin i november 2020.

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.