Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Medlemsvirksomheder fortsat hårdt ramt

Medlemsvirksomheder fortsat hårdt ramt Store dele af samfundet har snart været lukket ned i snart to måneder. En ny undersøgelse giver en status på, hvordan branchens omsætning er påvirket.
Mads Lindegaard
Cheføkonom Mads Lindegaard
Onsdag 06. maj 2020
Store dele af samfundet har snart været lukket ned i snart to måneder. En ny undersøgelse fra GRAKOM giver en status på, hvordan branchens omsætning er påvirket ved udgangen af april.

GRAKOMs medlemsvirksomheder er hårdt ramt af coronakrisen. En stor del af efterspørgslen er forsvundet. I gennemsnit er virksomhedernes omsætning i april faldet med 36,6 pct. i forhold til samme periode sidste år, når man justerer for virksomhederne størrelse.

Det viser en ny undersøgelse foretaget blandt GRAKOMs medlemmer.

Det tilsvarende tal for marts var et fald i omsætningen på 22,8 pct. I den forbindelse er der dog to ting, som er værd at bemærke:

For det første blev store dele af samfundet først lukket ned omkring midten af marts. Den sidste undersøgelse blev udsendt den 25. marts, og hovedparten af besvarelserne afgivet umiddelbart efter. Det betyder, at op mod halvdelen af martsperioden bestod af en periode inden nedlukning af store dele af samfundet, hvor efterspørgslen var mindre påvirket af coronakrisen.

For det andet havde flere virksomheder frem til slutningen af marts fortsat opgaver i ordrebogen, bestilt inden coronavirus medførte store fald i efterspørgslen. Mange af disse ordrer blev produceret færdig efter den 12. marts, hvor de første arbejdspladser for alvor begyndte at lukke ned. Dette har ikke gjort sig gældende på samme måde i april.

figur-1-780.png (4)

Sammenlignet med martsundersøgelsen er det i april blandt virksomheder med over fem ansatte, der er sket de største fald i omsætningen. Fx var der i marts 32 pct. i virksomheder med 20 ansatte eller derover, hvor omsætningen var faldet med under 10 pct. Det tal er i april faldet til 21 pct. De små virksomheder oplevede hurtigt store omsætningsfald, hvor det har taget en smule længere tid før, de større virksomheder oplevede fald i omsætningen på samme måde. Tallene viser dog også, at de små virksomheder fortsat hyppigere oplever store fald i omsætningen end de større.

Det yderligere fald i omsætningen for april har også medført, at flere virksomheder gør eller har gjort brug af lønkompensationsordningen. I marts havde 41 pct. af virksomhederne gjort brug af lønkompensationsordningen, målt på antal. Det tilsvarende tal i april er 58 pct.

Ikke alle virksomheder er hårdt ramt på omsætningen. Hvis tallene justeres for virksomhedernes størrelse, kan det ses, at 13 pct. af branchen har en uforandret omsætning, mens 4 pct. endog har en stigende omsætning. Når der dykkes længere ned i data ses, at særligt virksomheder, der producerer labels, klarer sig bedre end resten af branchen. Tilsvarende klarer virksomheder, som producerer emballage, sig også bedre end gennemsnittet – dog ikke ligeså godt som labelvirksomhederne.

Antallet af nye ordrer er fortsat lavt
Sammenlignet med marts er andelen af branchen, der kun er mindre påvirket af coronakrisen, faldet. Andelen af branchen, hvor antallet af nye ordrer er faldet med mere end 60 pct. er dog også faldet.

Det gennemsnitlige fald i antallet af nye ordrer i forhold til samme periode sidste år er faldet helt marginalt, og når man tager den statistiske usikkerhed i betragtning, er det reelt uforandret (fra 45,3 pct. til 44,8).

figur-2-780.png (3)

Tallene dækker dog over en forskydning mellem mindre og større virksomheder. Således er andelen af virksomheder med under 20 ansatte, som oplever store fald i antallet af nye ordrer sammenlignet med samme periode sidste år, faldende, mens virksomheder med over 20 ansatte i højere grad oplever fald i antallet af nye ordrer. Fra marts til april har små virksomheder dermed oplevet en forbedring i antallet af nye ordrer, mens det modsatte gør sig gældende for de større virksomheder.

Fælles for alle virksomhederne er, at de både har oplevet fald i andelene af udskudte og annullerede ordrer i april i forhold til i marts.

Forventninger er lidt mindre negative
Branchens forventninger til det samlede fald i omsætningen for hele andet kvartal er en anelse mindre dystre i aprilundersøgelsen, end den var i marts. I aprilundersøgelsen er forventningen, at branchens samlede omsætning falder med 37,6 pct. i hele andet kvartal. Det tilsvarende tal i martsundersøgelsen var et fald på 41,9 pct. i andet kvartal.

Det skyldes blandt andet, at betydeligt færre virksomheder forventer, at omsætningen for andet kvartal vil falde med mere end 60 pct.

figur-3-780.png (1)

Om undersøgelserne:
Begge undersøgelser udsendt til medlemsrepræsentanterne i GRAKOMs medlemsvirksomheder.

Aprilundersøgelsen
Periode: 24. april 2020 - 30. april 2020. Antal besvarelser: 167. Svarprocent: 37 pct.

Martsundersøgelsen
Periode: 25. marts 2020 – 30. marts 2020. Antal besvarelser: 184. Svarprocent: 38 pct.

 

Se resultaterne for undersøgelsen i marts

Læs også
Hele 83 pct. i Bureaubiz' bureaulederundersøgelse anser AI som det vigtigste forretningsområde i de næste seks måneder. Bureaubranchen er nået til fase 3, siger Henrik Jensen, der har forskningen i ryggen.
EU’s Ministerråd har netop vedtaget PPWR-forordningen, som stiller ambitiøse krav om minimumsmål for, hvor meget emballage, der skal være af genanvendeligt materiale, og hvor meget der skal kunne genbruges. Der er også krav til at minimere og undgå unødvendigt emballage.