Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Medlemmer af Dansk Promotion skiller sig ud i promotionbranchen

Medlemmer af Dansk Promotion skiller sig ud i promotionbranchen Adm. direktør i JEF.dk præsenterer promotion-undersøgelsen i New Waves lokaler i Herlev. Foto: Anders Mosumgaard
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Tirsdag 19. november 2024
Promotionbranchen oplever økonomisk fremgang, og medlemmer af Dansk Promotion præsterer bedre end gennemsnittet. Der har dog været mere optimisme for 2024 i starten af året end i efteråret.

Promotionbranchen har oplevet en omsætningsfremgang på 12 pct.  de seneste seks år. Det viser en analyse, som adm. direktør i JEF.dk Stig Hellstern præsenterede i sidste uge foran i alt knap 50 deltagere på to Dansk Promotion-arrangementer i henh. Malling hos JEF.dk og i Herlev hos New Wave.

Omsætningen er estimeret ud fra en faktor 2,8 ud fra 97 virksomhedernes bruttofortjeneste, som samlet lå på 405 mio. kr. i seneste regnskabsår, og anslås af Stig Hellstern til at være 1,17 mia. kr. for de virksomheder, der er med i analysen.

”Der er ca. 800-900 virksomheder i virksomhedsskatteordningen, og hvis man tager dem med, vil jeg vurdere promotionbranchen til at have en potentiel omsætning på mellem 2,0 mia. kr. og 4,8 mia. kr.,” siger Stig Hellstern.

Dansk Promotion-medlemmer står stærkt 

En ting er omsætning, noget andet er overskud. Analysen viser, at medlemmer af Dansk Promotion står for 41 pct. af det samlede overskud i branchen, selvom de kun udgør 18 pct. af de analyserede virksomheder.

Medlemmerne præsterer også bedre pr. medarbejder med et gennemsnitligt nettooverskud på 104.000 kr. mod 78.000 kr. for alle virksomhederne i analysen.

Polarisering præger branchen

Mens de største virksomheder har mere end fordoblet deres nettoindtjening siden den første analyse for ti år siden og oplever 75 pct. højere overskud end for seks år siden, viser tallene også, at flere små virksomheder klarer sig godt. I alt 78 af de analyserede virksomheder genererede overskud mod 71 i den seneste måling.

Samtidig er tabene blandt virksomheder med underskud dog steget fra gennemsnitligt 77.000 kr. til 294.000 kr.

”Det viser en større polarisering i branchen. Selvom tendensen har været der længe, ser vi for alvor nu tydeligt, at man skal være stor for at tjene mange penge,” siger Stig Hellstern, som forventer, at konsolidering vil præge branchen fremover.

Mere begrænset optimisme

I marts forventede 69 pct. af virksomhederne lidt eller meget højere omsætning i 2024 sammenlignet med 2023. Dette tal faldt dog til 59 pct. i september.

Det viser to undersøgelser fra marts og september, som GRAKOM står bag. Svarene er dels indsamlet på MyVendo-messen i marts i år og spørgsmålene blev igen udsendt via Promotion Creators nyhedsbrev i juni og september.

 ”Det tyder på, at den positive stemning i starten af året blev afløst af mere afdæmpede forventninger hen over sommeren. Det blev også blev bekræftet på møderne af flere af deltagerne,” siger GRAKOMs branchechef Michael Brochmann, der præsenterede denne undersøgelse på medlemsmøderne.

Bæredygtighed vægter højere end pris

Undersøgelserne peger også på, at bæredygtighed og compliance er blevet vigtigere for kunderne end prisen på produkterne.

”Især leverandører har fremhævet, at kunderne prioriterer bæredygtighed og overholdelse af regler højere end pris. Det er en tendens, vi forventer vil præge branchen fremover,” siger Michael Brochmann.

I undersøgelsen i marts var der størst forventninger til, at omsætningen på reklameartikler ville vokse i 2024 sammenlignet med 2023, men efter sommer blev det afløst af højere forventninger på beklædning.

Læs også
I alt får 1000 kinesiske virksomheder en advarsel fra Miljøstyrelsen, fordi de "formentlig" ikke lever op til producentansvarloven. Advarslerne er første skridt i en håndhævelsesproces, som kan ende ud i påbud, bøder eller politianmeldelser.
Drikkeflaskevirksomhed har brugt udsagn som “900 gange mere miljørigtigt end flaskevand”.