Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Mediestøtten til magasiner: Bekymring hos GRAKOM

Mediestøtten til magasiner: Bekymring hos GRAKOM Foto: GRAKOMs direktør Carina Christensen
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Fredag 15. december 2023
Selvom GRAKOM som udgangspunkt er tilfredse med aftalen om, at magasinbranchen får tilført 30 mio. kr., giver den netop udsendte høring til bekendtgørelsen bekymring om, at kravene ikke styrker magasinbranchen, siger GRAKOMs adm. direktør Carina Christensen.

GRAKOM glædede sig i sommers, da regeringen sammen med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti indgik medieaftalen, der styrkede magasinbranchen med 30 mio. kr.

“Vi læste klart aftalen som, at intentionen var at styrke magasinerne, og derfor kan vi desværre også blive lidt bekymrede, når vi nu læser bekendtgørelsen, som netop er sendt i høring,” siger GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen.

Carina Christensen mener, at man rammer forbi formålet med aftalen, når man stiller krav om, at der for magasinudgivere skal være minimum tre redaktionelle årsværk for at være berettiget til at søge støtte. Og heri tæller ikke freelancere.

“Vi vil gerne hejse flaget for, at det er voldsomt at stille krav om tre redaktionelle medarbejdere ligesom der er på nyhedsmedier. Andelen af freelancere er langt større på magasiner end på nyhedsmedier, så det betyder rigtig meget for magasinerne, at man ikke kan medregne freelancere,” siger Carina Christensen.

Carina Christensen fortæller videre, at GRAKOM er i gang med at kigge bekendtgørelsen grundigt igennem og udarbejde et høringssvar ligesom man vil bruge høringsperioden på at påvirke kravet om antallet af redaktionelle medarbejdere.

Høringsfristen er 9. januar 2024.

Læs også
GRAKOMs konstituerede adm. direktør, Christian Jensen, er tilfreds med den store og brede opbakning til magasinbranchen i den netop indgåede medieaftale.
GRAKOM bakker generelt op om den nye medieaftale, der støtter både ugeaviser og magasiner. Men både tidsaspektet og tvivl om krav til antallet af redaktionelle medarbejdere skaber usikkerhed. Desuden undrer GRAKOM sig over et kriterie i udkastet til lovforslaget, der ikke var med i selve medieaftalen.