Mediestøtte til magasiner: Det nye forslag rammer desværre skævt
Det vakte meget stor glæde i magasinbranchen, da regeringen sammen med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti sidste år indgik medieaftalen, der styrkede magasinerne med 30 mio. kr. årligt i 2024-2026. Der skal i de næste tre år gives støtte til trykte og digitale magasiner med en redaktionel produktion af samfundsmæssig, politisk eller kulturel karakter, der bidrager til den offentlige debat, samfundets oplysning, meningsdannelse eller kulturel berigelse.
Vi foreslår krav om redaktionelle omkostninger i stedet for redaktionelle medarbejdere
På denne positive baggrund er tildelingskriterierne for puljen, som kulturministeriet nu har sendt i høring i form af et udkast til bekendtgørelse, desværre nedslående nyt for mange af landets magasinudgivere.
Man rammer nemlig skævt, når man stiller krav om at magasinudgivere – for at kunne søge støtte - skal have minimum tre lønnede redaktionelle årsværk – og freelancemedarbejdere kan ikke tælles med som lønnede redaktionelle årsværk. Magasiners redaktionelle stof produceres jo typisk af skribenter, der har dyb faglig indsigt i stoffet, typisk baseret på forskning, uddannelse og/eller langvarig beskæftigelse med nær relation til stofområdet.
Derfor kommer en stor del af de redaktionelle indholdsleverandører til magasinerne fra en mangfoldig og bred skare, der typisk har deres hovedsagelige beskæftigelse andre steder end på magasinets redaktion. Hvorfor kan denne type af magasinmedarbejdere ikke tælles med?
Når man så samtidig åbner op for, at magasinudgivere kan fravige kravet om minimum tre lønnede redaktionelle årsværk ved at angive et antal tilknyttede ulønnede medarbejdere, så ophører logikken helt.
Lad os nu give magasinerne det tilsigtede positive boost ved at ændre bestemmelserne om et mindste antal årsværk. Vi forslår i stedet et krav om redaktionelle omkostninger af et vist minimum hos de magasinudgivere, der skal kunne opnå støtte. Det giver langt bedre mening.
Hvad er ”et bredere dansk publikum”?
Et andet krav i forslaget for at et magasin kan modtage støtte er, at det skal være “redigeret til et bredere dansk publikum”. Det undrer os, at det er blevet en del af lovforslaget, da det ikke var at finde i medieaftalen fra i sommers.
Samtidig indeholder udkastet til bekendtgørelsen ikke nogen forklaring på, hvordan man skal fortolke ”et bredere dansk publikum.” Det bliver derfor Medienævnet, som kommer til at fastsætte retningslinjerne for hvad ”et bredere dansk publikum” er.
Det eneste, der står, er hvad ”et bredere dansk publikum” ikke er: “… ikke alene er rettet mod eller forudsætter tilhørsforhold til bestemte erhvervs- og faggrupper, medlemmer af arbejdsgiver-, arbejdstager- eller brancheorganisationer, politiske partier eller ansatte i offentlige institutioner.”
Da samme formulering svarer til den del af udkastet til bekendtgørelsen, der beskriver, hvornår magasiner ikke kan modtage støtte, er forvirringen total efter vores opfattelse.
Hvordan et bredere dansk publikum skal fortolkes, bør stå i bekendtgørelsen og ikke blot overlades til Medienævnets praksis ifølge vores opfattelse.
Vi deler Medienævnets ønske om medlemmer med ekspertise, og vi består gerne med forslag
Medienævnet ønsker at styrke nævnets kompetencer inden for magasinområdet. Det ønske deler vi i GRAKOM, og vi foreslår, at et eller flere af nævnets medlemmer har særlig ekspertise inden for magasinbranchen. Vi i GRAKOM bistår meget gerne med forslag til sådanne medlemmer.
