Medier får egen kompensationsordning
Regeringen og en lang række partier har indgået aftale om en kompensationsordning for medievirksomheders tabte annonceindtægter i forbindelse med COVID-19.
Hensigten med aftalen er at sikre den fortsatte nyhedsdækning samt at sikre, at medierne fortsat eksisterer efter coronakrisen.
Disse medier kan søge støtte
Det er et krav, at mediet er underlagt pressenævnet inden der søges kompensation, og at mediet ikke gør brug af andre af COVID-19-hjælpepakker.
Kompensationsordning bliver platformsneutral og rettet mod tabte annonceindtægter som følge af COVID-19 hos trykte og digitale dagblade, fritstående digitale nyhedsmedier, ugeaviser, kommercielle radioer, magasiner og fagblade.
Der ydes alene støtte for tab, der direkte skyldes COVID-19-udbruddet. Der ikke kan ydes mere støtte, end hvad der er nødvendigt for at kompensere for det opståede tab.
Der er ikke krav om, at mediet modtager produktionsstøtte
Så mange annonceindtægter kompenseres
Ordningen kompenserer for mediernes tabte annonceindtægter i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020 efter følgende satser:
- 60 pct. af den samlede nedgang i annonceindtægter, hvis nedgangen i annonceindtægter har været på 30-50 pct.
- 80 pct. af den samlede nedgang i annonceindtægter, hvis nedgangen i annonceindtægter har været på 50-100 pct.
Beregningen af tabet i annonceindtægter sker på baggrund af en sammenligning med den enkelte udgivelses eller titels gennemsnitlige annonceindtægter i hele 2019.
Sådan søger man
For udgivelser og titler, der ikke modtager redaktionel produktionsstøtte i henhold til lov om mediestøtte, gælder:
- At udgivelsen og titlen i april 2020 kan ansøge om kompensation for forventede tabte annonceindtægter i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020 ved at indsende en opgørelse over annonceindtægter i 2019 (påtegnet af statsautoriseret revisor) samt en opgørelse over forventede tabte annonceindtægter i samme periode plus en tro- og loveerklæring herom.
- Midler fra ordningen til denne gruppe udbetales som et aconto beløb, der efter 8. juni 2020 vil blive efterreguleret i henhold til det faktiske tab i annonceindtægter.
- Efter d. 8. juni 2020 skal udgivelsen eller titlen indsende oplysninger om det faktiske tab i annonceindtægter i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020 påtegnet af statsautoriseret revisor.
- Medier, der ønsker at anvende ordningen, skal på ansøgningstidspunktet være omfattet af Pressenævnets kompetence.
For udgivelser og titler, der modtager redaktionel produktionsstøtte i henhold til lov om mediestøtte, gælder:
- At udgivelsen og titlen pr. 1. oktober 2020 kan ansøge om kompensation for tabte annonceindtægter i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020 ved at indsende en opgørelse over annonceindtægter i hele 2019 samt en opgørelse over annonceindtægter i perioden 9. marts til og med 8. juni 2020. Begge opgørelser skal være påtegnet af statsautoriseret revisor.
Mediestøtten for hele 2020 frigives i april
Den 31. marts blev der besluttet at udbetale hele mediestøtten for 2020 allerede i april i én samlet rate i stedet for tre rater over 2020. Samlet drejer det sig om, at medierne i april i én samlet rate får udbetalt 368,1 mio. kr. i redaktionel produktionsstøtte. Formålet er at styrke likviditeten hos de medier, som modtager mediestøtte.
Fakta bag kompensationsordningen
Udover regeringen er partierne bag aftalen Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Konservative Folkeparti, Alternativet samt de fire grønne løsgængere.
Kompensationsordningen vil blive administreret af Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet. Der gøres status på kompensationsordningen i maj 2020.
Aftaleteksten om kompensationsordningen kan læses her.
Pressemeddelelsen vedrørende frigivelsen af hele mediestøtten for 2020 kan ses her.