Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Mediegrafikeruddannelsen bliver ikke indstillet til 0-kvote

Fredag 09. juni 2017

”Det har været en hård men vigtig kamp.” Sådan siger Grakoms uddannelseschef, Anders Mosumgaard, efter det er kommet frem, at mediegrafikeruddannelsen ikke indstilles til 0-kvote I 2018.

”Vi er glade. For vi er fortsat optaget af, at uddannelsen skal være i balance. Derfor har det være så vigtigt, at den indstilles til en almindelig kvote på niveau med sidste år. Det har vi i Grakom arbejdet hårdt for.”

Det er Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU), der på baggrund af beregninger i Undervisningsministeriet én gang om året skal indstille hvilke uddannelser der dimensioneres. Og nye beregninger på et bedre grundlag giver uddannelsen en modelparameter, der betyder, at uddannelsen ikke er på listen over uddannelser med 0-kvote i 2018.

Det er Anders Mosumgaard lettet over.

”En 0-kvote, som længe var i udsigt, havde alvorligt besværliggjort adgangen til uddannelsen, og det havde givet store problemer.”

Han mener, at hele branchen bør ånde lettet op over beslutningen.

”Det er rigtig vigtigt at bevare den her uddannelse og bevare volumen og kvaliteten i uddannelsen. Branchen har brug for mediegrafikeruddannelsen, og vi ser at eleverne faktisk er eftertragtede, når de kommer ud på arbejdsmarkedet,” siger Grakoms uddannelseschef.

Samtidig med processen i Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser har Grafisk Uddannelsesudvalg opnået enighed om at indstille, at man følger  en beregnet kvote for adgangsbegrænsningen til uddannelsen. Uddannelsen er allerede i dag adgangsbegrænset, og nøgletallene fra ministeriet viser, at den kan være i fare for ubalance og fremtidig 0-kvote med frit optag.

Det er i sidste ende op til undervisningsministeren, om hun vil følge indstilling fra REU. Det bliver besluttet senere på måneden.

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.