Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Mediegrafikerelev skal til DM i Skills: Det er en stor, spændende opgave at repræsentere faget

Mediegrafikerelev skal til DM i Skills: Det er en stor, spændende opgave at repræsentere faget Mediegrafikerelev Emilie Norma Erichsen
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 16. april 2026
For 23-årige Emilie Norma Erichsen handler DM i Skills 2026 ikke om at vinde, men om at gøre sit bedste og vise, hvad mediegrafikerfaget kan. Hun ser især konkurrencen som en mulighed for at inspirere unge, der overvejer en erhvervsuddannelse.

Når DM i Skills 2026 løber af stablen i næste uge, bliver Emilie Norma Erichsen en af de mediegrafikerelever, der skal repræsentere faget. Hun glæder sig til oplevelsen, men mærker også ansvaret.

”Det føles som en stor, men spændende opgave at være med til at repræsentere mediegrafikerfaget. Det er fedt forhåbentlig at kunne inspirere nogen, som overvejer at tage en erhvervsuddannelse.”

Vejen ind i mediegrafikerfaget begyndte med en interesse for det visuelle. Tegning og kreative projekter fyldte meget, men det var først senere, at Emilie Norma Erichsen fandt en uddannelse, der forener kreativitet med teknik.

Emilie Norma Erichsen.jpg

Emilie Norma Erichsen er mediegrafiker på Next Uddannelse København og i lære hos Sund & Bælt.

På uddannelsen til mediegrafiker arbejder Emilie Norma Erichsen med både trykte og digitale opgaver.

”En mediegrafiker laver mange ting, både trykte og digitale produkter. Vi lærer at bruge en bred vifte af programmer. For eksempel til at producere videoer, animationer, billedbehandling, foldere, bannere og etiketter.”

Emilie Norma Erichsen går i skole på Next Uddannelse København og lærepladsen er Sund & Bælt.

”På min læreplads laver jeg lidt af det hele, og de er gode til at spørge, om der er noget, jeg mangler i forhold til min uddannelse,” siger Emilie Norma Erichsen og fortæller, at det der motiverer hende ved faget, er muligheden for hele tiden at udvikle sig.

 ”Jeg kan virkelig godt lide at designe. Jeg synes, det er fedt at lære nye ting. Det er et fag, der udvikler sig hele tiden – så der er altid noget nyt at lære.

Nedenstående deltagere bliver støttet af GRAKOM, Dansk Erhverv og HK i regi af Grafisk Uddannelsesudvalg til DM i Skills 2026.

Grafisk tekniker-elever:
Line Krabsen, Melsen Tech (Techcollege)
Mathias Bladt Kondrup, Jydsk Emblem Fabrik (Techcollege)
Nicklas Brøste Rasmussen, Flexoprint (Techcollege)

Mediegrafiker-elever:
Jasmina Fonnesbæk Kristensen, JBS Textile Group (Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier
Julie Nielsen, Unicontrol (Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle)
Emilie Norma Erichsen, Sund & Bælt (Next Uddannelse København)
Frey Andersen, Mascot International (Aarhus Tech)
Maj Lykke Lyngsøe, Good Food Group (Hansenberg)
Mynte Zielger Alekssion, Erhvervsskolernes ElevOrganisation (Roskilde Tekniske Skole)
Sascha Annabell Bendix Hornecker, Viral Film (Techcollege)

 

DM i Skills 2026 foregår i Hjørring den 22.-25. april.

 

Læs også
Nicklas Brøste Rasmussen forbereder sig til mesterskabet med erfaringer fra arbejdet ved flexomaskinen og de krav, der følger med produktionen af etiketter i højt tempo.
Kreative forventes i dag at kunne spænde bredere og arbejde mere flydende på tværs af discipliner. To kreative ledere ser det som et nødvendigt vilkår, mens en erfaren kreativ advarer mod konsekvenserne for håndværket.