Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Mediegrafiker udvalgt til at repræsentere Danmark til EuroSkills 2025

Mediegrafiker udvalgt til at repræsentere Danmark til EuroSkills 2025 Frida Byrgiel Foli skal som mediegrafiker repræsentere Danmark til Euroskills 2025
Onsdag 16. oktober 2024
Frida Byrgiel Foli er blevet udvalgt til at konkurrere i kategorien Graphic Design til EuroSkills i Herning næste år. Grafisk Uddannelsesudvalg står bag udvælgelsen og håber på, at deltagelsen betyder, at flere får øjnene op for mediegrafikeruddannelsen.

Danmark er blevet valgt som vært til Euroskills 2025, som bliver afholdt i Herning. Nu har man også fundet den mediegrafiker, der sammen med omkring 600 andre unge skal deltage i den europæiske udgave, hvor faglærte kæmper om at vise, hvor dygtige de er til deres fag. 

Det blev den 23-årige mediegrafiker Frida Byrgiel Foli, der blev udtaget efter en kvalifikationsworkshop for nylig. 

"Det er helt vildt at skulle med. Jeg har en følelse af, at det bliver en kæmpestor oplevelse, siger Frida Byrgiel Foli, der til daglig er i lære på reklamebureauet Digital Juice i Fredericia og går på Herningsholm Erhvervsskole.

Flere skal få øje på mediegrafikeruddannelsen

Workshoppen, der lagde grund til udtagelsen, var arrangeret af Grafisk Uddannelsesudvalg, som gerne vil bruge EuroSkills som udstillingsvindue for mediegrafikeruddannelsen, siger formand for Grafisk Uddannelsesudvalg og uddannelsespolitisk chef i GRAKOM, Anders Mosumgaard:

"Vi er rigtig glade for nu at have udvalgt vores deltager i kategorien Graphic Design til EuroSkills 2025 i Herning. EuroSkills på dansk jord er et godt sted for os at fortælle det, vi gerne vil nå ud med, til et dansk publikum. I Grafisk Uddannelsesudvalg vil vi rigtig gerne vise mediegrafikerfaget og ikke mindst niveauet og den faglige kvalitet, som er rigtig høj i Danmark."

Også næstformand for Grafisk Uddannelsesudvalg og faglig teamleder Uddannelse og Fag i HK Privat, Tina Holm Møller håber, at flere får øjnene op for mediegrafikeruddannelsen:

"EuroSkills er for os en mulighed for at tiltrække de bedste lærlinge til faget. Vi er på udkig efter dem, der er engagerede og virkelig vil det. Vi håber, at EuroSkills bliver en succes med massiv omtale af erhvervsuddannelserne og omtale af mediegrafikerfaget. Og så håber vi selvfølgelig på en medalje."

Anders Mosumgaard Tina Holm Møller

 

 

Formand for Grafisk Uddannelsesudvalg og uddannelsespolitisk chef i GRAKOM Anders Mosumgaard og næstformand for Grafisk Uddannelsesudvalg og faglig teamleder uddannelse og Fag, HK Privat, Tina Holm Møller

Fejrede udtagelsen med kage

På Frida Byrgiel Folis læreplads, Digital Juice, tog de godt imod nyheden om udtagelsen, der blev fejret med flag, kage og en gave.

Euroskills bliver afholdt i Herning den 9-13. september 2025.

Læs også
Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen har i flere omgange udtalt, at de omfattende GDPR-regler hæmmer innovation og konkurrenceevne for virksomheder. Nu er hun klar til at fjerne de overflødige regler inden for databeskyttelse, og hun vil gerne have input fra de danske virksomheder. GRAKOM ser positivt på initiativet. 
Det er ifølge GRAKOM et positivt første skridt, at EU-Kommissionen har præciseret kravene og simplificeret EUDR-forordningen, men det er ikke nok, skriver GRAKOMs rådgivningschef Per Kaae Hansen.