Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Medie politianmeldt for artikler, der var skjult reklame

Medie politianmeldt for artikler, der var skjult reklame
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Onsdag 17. januar 2024
I ikke færre end 74 tilfælde har Hus og Have Avisen i artikler omtalt en producents kosttilskud uden at oplyse, at der i realiteten var tale om skjult reklame. Det skriver forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

I 74 tilfælde har Hus og Have Avisen i 2021 og 2022 i artikler omtalt en række kosttilskud fra en producent. Efter forbrugerombudsmandens opfattelse har der været en kommerciel hensigt med artiklerne, og derfor har Forbrugerombudsmanden anmeldt Hus og Have Avisen til politiet.

Alle artiklerne indeholder en tekst, et billede af det omtalte produkt og henvisninger til, hvor produktet kan købes samt navn, logo og kontaktoplysninger på producenten.

Aviserne indeholdt samtidig annoncer fra samme producent. Disse annoncer er markeret som annoncer og er købt af producenten, skriver forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Efter Forbrugerombudsmandens vurdering burde også artiklerne have været markeret som reklame, også selvom Hus og Have Avisen ikke skulle have modtaget betaling for hver enkelt omtale.

Forbrugerombudsmanden skriver i pressemeddelelsen, at man i vurderingen af, at omtalerne reelt er reklame, bl.a. har lagt vægt på, at omtalerne:

  • er formuleret ubetinget positive og ukritiske
  • gør brug af Trademark-logoet (™) ved produktnavne
  • ikke indeholder navn på en journalist
  • indeholder navn og logo samt kontaktoplysninger på den virksomhed, som forhandler kosttilskuddene
  • henviser til, hvor produkterne kan købes
  • viser billeder af produkterne
  • er opbygget på samme måde som annoncer bragt andre steder i avisen for kosttilskud fra den samme producent

Fra forbrugerombudsmand, Torben Jensen, lyder det:

”Forbrugerne skal kunne have tillid til medierne – derfor skal medierne sørge for, at reklamer er tydeligt adskilt fra redaktionelt indhold. Når man læser en artikel, skal man ikke være i tvivl om, hvorvidt der er tale om en redaktionel artikel eller en reklame.”

Forbrugerombudsmanden skriver i pressemeddelelsen, at Hus og Have Avisen har oplyst, at de ikke er enige i, at der er en kommerciel hensigt bag artiklerne.

Læs også
GRAKOM har udvidet samarbejdet med HortenDahl, implementeret den juridiske AI-model Kaila og har samtidig suppleret den juridiske afdeling med Line Vastila Sørensen. Hun skal bl.a. hjælpe og koordinere medlemmernes spørgsmål om markedsføringsret, grønne udsagn og deklarering af indhold, der er fremstillet med kunstig intelligens.
Når en medarbejder bliver syg, kan en sundhedsordning være med til at forebygge et langt sygefravær og hjælpe medarbejderen med at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det gavner både medarbejderen og virksomheden.