Medicinske indlægssedler kan blive dyrere og mere besværlige

EU diskuterer fortsat om medicinske indlægssedler skal være trykte, digitale eller en kombination af disse. En såkaldt print on demand-model, som er i spil, vil betyde, at indlægssedler ikke længere medfølger i medicinpakker, men i stedet kan hentes digitalt og printes efter behov.
GRAKOM advarer mod en print on demand-løsning. Ordningen kan betyde højere omkostninger og større usikkerhed for både patienter, apoteker og medicinalvirksomheder, og GRAKOMs adm. direktør, Carina Christensen, ser store udfordringer ved modellen:
”Vi risikerer en løsning, der er dyrere, mere besværlig og usikker end den nuværende. Mange patienter - især ældre og teknologisk udfordrede - kan få svært ved at tilgå vigtig medicinsk information. Derudover kan det skabe en administrativ byrde for apoteker og sundhedsvæsenet."
Ifølge en undersøgelse fra MLPS (som står for Medical Leaflets = Patient Safety) vil en print on demand-løsning være væsentligt dyrere end den nuværende løsning, hvor indlægssedler trykkes under strenge regulatoriske krav.
GRAKOM peger også på en uklar finansieringsmodel, hvor udgifterne potentielt lander hos medicinalvirksomhederne - og i sidste ende hos forbrugerne. Samtidig kan apotekerne blive presset til at tilbyde print-service, hvilket kan føre til øgede omkostninger.
GRAKOM har tidligere advaret om en ren digital løsning, der vil ekskludere patientgrupper uden digital adgang og opfordrer til, at trykte indlægssedler fastholdes som en komplementær løsning.
GRAKOM følger sagen tæt sammen med Intergraf. Ministerrådet ventes at træffe en endelig beslutning i fjerde kvartal 2025 - under det danske formandskab.
