Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Medarbejders opsigelse ugyldig

Tirsdag 09. juni 2015
Sø- og Handelsretten afsagde den 6. marts 2012 dom i en sag, der angik, hvorvidt en skrivelse fra en medarbejder til arbejdsgiveren udgjorde en opsigelse af medarbejderens stilling. Medarbejderen blev oprindeligt ansat som salgssekretær, men påtog sig senere driftslederopgaver. Efter at have arbejdet som driftsleder i 2 år sendte medarbejderen i september måned den pågældende skrivelse til arbejdsgiveren, hvor medarbejderen gav udtryk for at ville stoppe ”... med at virke som driftsleder pr. 31/10 2009, og varetager herefter mit job som salgssekretær, administration og markedsføring”. Arbejdsgiveren svarede, at eftersom medarbejderens tidligere stilling som salgssekretær ikke længere eksisterede, og arbejdsgiveren ikke på ny kunne oprette en sådan stilling, accepterede arbejdsgiveren, at medarbejderen stoppede fuldt og helt hos virksomheden ved udløbet af den næste måned, dvs. den 31/10 2009.

Medarbejderen anførte, at skrivelsen ikke var udtryk for en opsigelse, hvilket blev begrundet med, at ordet ”opsigelse” ikke var anvendt i skrivelsen, samt at medarbejderen i skrivelsen netop havde angivet, og at denne ville fortsætte i virksomheden. Til gengæld var arbejdsgiverens tilbagemelding udtryk for en opsigelse, og denne var usaglig i henhold til funktionærlovens § 2 b.

Medarbejderen gjorde gældende, at der havde været problemer med at fastholde driftsledere i virksomheden, og at denne blot havde overtaget driftslederopgaverne midlertidigt, indtil den rette driftsleder blev ansat, samt at det af medarbejderens ansættelsesbevis fremgik, at denne var salgssekretær, og at der intet fremgik om driftslederopgaver.

Arbejdsgiveren anførte, at medarbejderens skrivelse var udtryk for en fuldstændig (og ikke delvis) opsigelse, idet det kun tilkommer en arbejdsgiver at kunne opsige en stilling delvist, således at medarbejderen ikke vil kunne vælge, hvilke dele af stillingen denne vil udføre. Herudover udgjorde driftslederopgaverne en så væsentlig del af medarbejderens arbejdsopgaver, at der uden disse ikke ville være mere arbejde til medarbejderen.

Arbejdsgiveren gjorde endvidere gældende, at stillingen som driftsleder ej var en midlertidig løsning, idet medarbejderen havde haft denne stilling i to år på opsigelsestidspunktet, samt at det påhvilede medarbejderen selv at have udfærdiget et nyt ansættelsesbevis, da denne blev driftsleder.

Sø- og Handelsretten fandt, at en stilling ikke kan opsiges ”delvist”, og at medarbejderens opsigelse hermed var ugyldig. Til gengæld forelå der en opsigelse fra arbejdsgiverens side, der tog udgangspunkt i medarbejderens eget opsigelsesvarsel efter funktionærloven, hvormed varslet var for kort og hermed ud fra medarbejderens anciennitet skulle være på 6 måneder. Selve opsigelsen var dog saglig, idet den var baseret på, at medarbejderen ikke længere ville udføre stillingens centrale indhold.

Til gengæld skulle arbejdsgiveren udrede en godtgørelse på 10.000 kr. til medarbejderen efter ansættelsesbevislovens § 6, stk. 1, for mangler ved ansættelsesbeviset.

Kilde: Sø- og Handelsrettens dom af 6. marts 2012, sag F-0002-11.
Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.