Med ny støtteordning kan SMV’er få op til 75 pct. støtte til digitale produktpas og ecodesign


EU’s ecodesign-program sætter skarpe krav til produkters miljø- og klimaevne - og udrulningen sker hos tekstilproducenter som nogen af de første. Det betyder, at tekstilproducenter og andre producenter ifølge forordningen om miljøvenligt design (ESPR) skal leve op til harmoniserede regler om holdbarhed, genbrug, reparation og genanvendelse. Kravene bygger især på det såkaldte digitale produktpas (DPP), som dokumenterer hver enkelt produkts egenskaber.
Nu kan små- og mellemstore virksomheder søge om økonomisk og teknisk støtte til at leve op til de nye design- og produktionskrav gennem projektet ’Cirkulære produkter, ecodesign og produktpas’ hos Industriens Fond.
Industriens Fond uddeler i alt 14 mio. kr. til 30 virksomheder og udover den økonomiske støtte kan man få rådgivning i, hvordan man implementerer de nye ESPR-krav – fra materialevalg og livscyklusanalyser til udvikling af de digitale produktpas, som altså bliver et lovkrav. Rådgivningen kommer fra Force Technology.
Virksomhederne har mulighed for at få op til 75 pct. af rådgivnings- og udviklingsomkostningerne dækket. Ansøgninger til projektet skal sendes til Industriens Fond senest den 1. september 2025.
