Massakren på magasiner kan endnu undgås

Om ganske få uger skrives der historie i Danmark. Det sker når vi d. 1. januar vinker farvel til befordringspligten, der i årevis har givet PostNord særstatus på distributionsmarkedet. 

Mens dette i sig selv er både tiltrængt og fornuftigt, så er selve implementeringen af postaftalen til gengæld helt håbløs. Der har nemlig slet, slet ikke været tilstrækkelig tid til at forberede den massive omstilling og få iværksat nye ordninger for de mange, der trods alt i mange år har været betjent af Post Nord under rammerne for befordringspligten.

I dag er distributionen af medlemsmagasiner og foreningsblade momsfritaget på grund af Post Nords befordringspligt. Når befordringspligten forsvinder ved årsskiftet, så vil distributionen af mange foreningers blade og magasiner blive 25 pct. dyrere. Momsfritagelsen på distribution er for mange organisationer og foreninger en del af deres eksistensgrundlag, og med en prisstigning på 25 pct. på distributionen kan vi derfor forvente et markant fald i antallet af trykte magasiner i Danmark. Er det virkelig tilsigtet?

Magasinudgivere i hele landet er lige nu nødtvunget ved at nedlægge magasinudgivelser, reducere deres oplag eller omlægge til digitale udgivelser. Desværre virker det som om, at de ansvarlige politikere har valgt at vende det blinde øje til. Ingen vil tage ansvar.

Denne massakre på foreningsblade og magasiner kan undgås, hvis politikerne er villige til at forholde sig realistisk til, at der selvfølgelig vil være en overgangsperiode – inden det frie marked for distribution er 100 pct. velfungerende.

Man kunne allerede uden megen besvær have sikret en overgangsordning, hvor de foreninger og organisationer, der nu rammes af tabet af momsfritagelsen på distribution, kunne få kompensation. Ja, sådan en ordning koster penge – men om få uger tikker momsindtægterne jo ind på kontoen hos finansministeren, så pengene er jo til stede.

Det handler ene og alene om prioritering. ”Hvor der er vilje, er der vej” plejer man at sige i Transportministeriet. Transportministeren har desværre ikke indtil nu vist vilje i forhold til at hjælpe landets mange foreninger og organisationer, og i Kulturministeriet sender man bolden tilbage til Transportministeriet.

Det er uforståeligt og – ikke mindst - helt unødvendigt. Uret tikker, men det er stadig ikke for sent at redde de mange vigtige magasin- og bladudgivelser, der er Foreningsdanmarks stemme, og som bidrager væsentligt til den offentlige debat og demokratiske samtale i Danmark.