Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Markante prisstigninger på magasin- og avispapir

Markante prisstigninger på magasin- og avispapir
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 10. november 2022
I oktober tog priserne på magasin- og avispapir et alvorligt nøk op, mens priserne på andre typer papir var uforandret. De er steget til over det dobbelte siden for lidt over et år siden, hvor priserne begyndte at stige, viser nye tal fra Intergraf.

15 pct. - så meget lød prisstigningen på magasinpapir af LWC- eller SC-kvalitet i oktober i forhold måneden før. Prisen på avispapir steg med 7 pct. gennem samme periode. For de tre andre kvaliteter papir, Intergraf overvåger, var priserne uforandrede i oktober.

Prisudviklingen på udvalgte papirtyper fra september 2022 til oktober 2022

figur-1.png (7)

Kilde: Intergraf

I en kommentar til de nye tal siger Mads Lindegaard, cheføkonom i GRAKOM:

 ”Prisstigninger på magasin- og avispapir i oktober er ganske markante og kommer oven i en lang række tidligere prisstigninger. De store prisstigninger rammer trykkerierne og deres kunder hårdt.”

De historisk høje stigninger i priserne skyldes ikke kun energipriserne
I den tid Intergraf har overvåget priserne på papir, er der ikke tidligere set hverken så store procentuelle stigninger i priserne på papir eller så høje priser. Priserne på magasin- og avispapir er steget med over 130 pct. uanset kvaliteten, siden priserne begyndte at stige, hvilket var under coronaepidemien i juni 2021.

Priserne på papirark er også steget markant. For ark var priserne lavest i marts 2021 og siden er priserne på træfri bestrøgede ark steget med 73 pct., men ubestrøgede ark er steget med 56 pct. Priserne på træfri bestrøgede ruller steg med 82 pct. over den samme periode.

Prisudviklingen på udvalgte papirtyper fra priserne var lavest under coronaepidemien til oktober 2022

figur-2.png (5)

 

Kilde: Intergraf

Prisstigningerne på papir har gennem den senere tid ofte været begrundet med højere priser på energi – herunder el og gas. Imidlertid er priserne på elektricitet faldet betragteligt siden august, hvor elpriserne toppede i det meste af Europa. Prisen på gas, som flere papirproducenter også ofte bruger til produktion af papir, er tilsvarende faldet markant siden slutningen af august.

”Priserne på magasin- og avispapir går i øjeblikket den modsatte vej af energipriserne. Der er et lavt udbud af magasinpapir grundet, at flere papirfabrikker under coronaepidemien valgte at omlægge deres papirproduktion til andre typer papirprodukter. Samtidig har andre papirfabrikker tidligere på året nedlagt papirproduktionen grundet høje gaspriser. Det har gjort, at udbuddet på papir ikke rigtigt kan følge med efterspørgslen, så papirproducenterne kan få mere for papiret,” siger Mads Lindegaard.

I den seneste tid har flere af de store papirproducenter da også fremlagt ganske pæne kvartalsregnskaber for 3. kvartal trods de stigende energipriser. For nyligt har GRAKOM kritiseret papirproducenterne for at hæve papirpriserne for meget.

Du kan se GRAKOMs kommentar her.

Du kan se hele nyhedsbrevet fra Intergraf og finde flere tal her (Kræver login).

Læs også
På mange typer af returpapir har der været stigende priser til trykkerierne siden årets start.
De forskellige papirtyper fortsatte med at stige i maj på det europæiske marked. Bortset fra priserne på avis- og magasinpapir, som til gengæld – lige som priserne på de øvrige papirtyper – forventes at stige også i juni. Det skriver Intergraf.