Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

”Man kan ikke gå i alle retninger – vi valgte etiketterne”

”Man kan ikke gå i alle retninger – vi valgte etiketterne” CEO i Ecco Print, Jan Viberg Elleriis
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Mandag 20. oktober 2025
For Ecco Print handlede frasalget af storformat og skilte ikke om at slippe traditionen, men om at satse strategisk. Etiketter er lettere at skalere, digitalisere og effektivisere. Samtidig gør det ændrede fokus virksomheden mere fremtidssikret og salgsklar. 

Hvordan finder man modet til at sælge ud af arvesølvet for at stå stærkere i fremtiden? Hos Ecco Print i Hjørring traf tredje generation, Jan Viberg Elleriis, i 2023 en af de største beslutninger i virksomhedens historie: Skilte- og printafdelingen – en del af virksomhedens DNA – blev solgt fra til den lokale virksomhed Egotag.

”Vi kunne ikke fortsætte med at spænde over både storformat, print og etiketter, hvis vi samtidig ville digitalisere og automatisere for alvor. Så ville vi hele tiden skulle gå på kompromis. Derfor tog vi valget: Vi satsede på etiketter, som vi kunne se, var et marked i vækst,” siger Jan Viberg Elleriis.

Fra dinosaurer til fødevareetiketter

Ecco Prints udvikling er et spejl på de valg, mange trykkerier står over for i dag. Skal man tilføje nye forretningsområder, skal man skære nogle fra for at fokusere, skal man sælge, eller skal man købe?

Hos Ecco Print startede første generation i 1937 som traditionelt, lokalt forankret arktrykkeri. Anden generation tilføjede etiketter i 1986. Tredje generation tilføjede skilte og storformat og har nu også skåret ind til benet.

”Vi har med vores storformat-afdeling haft mange sjove og kreative opgaver, som at kreere en fem meter høj dinosaur. Men vi må bare erkende, at med tiden blev etiketproduktionen den mest stabile del af forretningen,” siger Jan Viberg Elleriis.

Fokus gør virksomheden klar til salg

Bag beslutningen om at ændre kerneforretningen lå både et ønske om at udvikle systemerne optimalt – og en erkendelse af, at virksomheden en dag skal sælges, for der er ikke en ny generation, der står til at tage over.

”Vi vidste godt, at hvis vi fortsatte med flere forretningsben, ville det på sigt blive en udfordring. En virksomhed med en ren profil er nemmere at sælge. Men samtidig har det givet os friheden til at fokusere på et marked, hvor vi kan investere og udvikle os. Så beslutningen handler både om nutidens drift og morgendagens salgsmuligheder.”

Har investeret for at få større robusthed

Ecco Print har i de seneste år investeret et tocifret millionbeløb i nye etiketmaskiner. Før havde man kun digitale maskiner, nu har man også investeret i flexoteknologi og efterbehandling. Det giver muligheden for en bredere produktpalette, højere kapacitet og større robusthed i tilfælde af nedbrud.

Men markedet er ikke uden udfordringer. Heller ikke etiketmarkedet. De nye EU-regler på emballageområdet skaber stor usikkerhed og frustration blandt kunderne.

”Kunderne ved ikke, hvilke materialer de bør vælge, og hvad deres emballageafgifter ender på. Vi har mange samtaler med dem, men der er endnu ingen endelige svar, desværre. Det giver lidt usikkerhed og tilbageholdenhed i markedet, selvom efterspørgslen er der,” siger Jan Viberg Elleriis og fortsætter:

”Men nu har vi bygget et fundament, der er digitaliseret og automatiseret, og hvor vi kan skalere. Og så må vi se, hvordan markedet udvikler sig. Forandring er det eneste, vi kan være helt sikre på.”

Artiklen blev bragt første gang i GRAKOMs magasin: Kommunikationsindustrien 3/2025

Læs også
36 magasiner får i år del i magasinpuljen på 30 mio. kr., der støtter publicistiske udgivelser med redaktionelt indhold. Blandt modtagerne er både landsdækkende ugeblade og nichemagasiner.
Allerede før liberaliseringen af postmarkedet i 2024 var det tydeligt, at priserne på distribution af magasiner ville stige. Det sker så nu. Transportministeren ser ingen grund til at ændre noget. GRAKOM opfordrer kulturministeren til at se på risikoen for bladdød, som vil være et demokratisk problem.