Indtast din mail og få en mail med et link til nulstilling af adgangskode
Søg
Log Ind
Magasinmomsen kører som planlagt i Folketinget
Tirsdag 09. juni 2015
GA’s kamp for at udligne fordelen ved at sende magasiner til tryk uden for EU er nu gået i proces i Folketinget. Efter at have brugt det meste af 2014 på dialog med Folketingets partier glæder GA sig over, at kampen bærer frugt. Onsdag den 28. januar fremlagde skatteminister Benny Engelbrecht lovforslag L 123, der foreslår at lægge importmoms på magasiner trykt uden for EU, og skatteministeren var ganske kategorisk i sin udmelding, da han pointerede, at det ikke er i orden, at virksomheder tænker så konsekvent i, hvordan de ved at gå i momsly kan omgå momsreglerne.
Lovforslaget er blevet vel modtaget blandt de politiske partier, og GA’s adm. direktør, Thomas Torp, ser med stor forventning på processen.
- Alt kører efter planen, og vi er hele tiden i løbende dialog med Folketingets partier. Vi ved præcis, hvad de mener om magasinmomsen, og vi står rigtig stærkt. Alt tyder på, at lovforslaget i løbet af foråret vil køre igennem behandlingerne i Folketinget og blive vedtaget. Vi følger naturligvis processen, og vi er fulde af forventning. Det er glædeligt, at skatteministeren bryder sig lige så lidt om momsfiduser, som GA gør, siger GA’s direktør, Thomas Torp.
Tirsdag den 17. februar var lovforslag L 123 til 1. behandling i Folketinget, og processen forløber som forventet med stor opbakning i salen. I en time blev forslaget debatteret med 40 indlæg fra partierne.
- Forslaget vil bringe en større grad af ligestilling mellem danske trykkerier og udenlandske trykkerier, der er uden for EU. Vi har set en tendens til, at produktion af dansksprogede magasiner flytter til udlandet. Man flytter ikke produktionen ud af Danmark, fordi vi ikke er konkurrencedygtige, men udelukkende på grund af en regel vedrørende moms. Vi kan i Venstre godt støtte op om den model, som skatteministeren har lagt op til, sagde Venstres skatteordfører, Mads Rørvig, blandt andet ved 1. behandlingen.
Han fik opbakning fra SF’s skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen:
- Alt i alt støtter SF det her forslag. Vi synes, at det er rigtig godt både på grund af de danske arbejdspladser, der ligger i det, men også på grund af den fairness, der ligger i, at vi nu får mere ordnede forhold.
Også Frank Aaen og Enhedslisten er begejstrede for forslaget og udsigten til at lukke ’momshullet.’
- Vi kan støtte det ud fra det helt generelle, at vi gerne vil have lukket det momshul, der åbenlyst er. Det kan ikke være sådan, at en produktion placeres et sted for at udnytte et hul i skattelovgivningen, i momslovgivningen, ligesom vi heller ikke mener, at ting skal lægges i skattely, bare fordi det er bedst for dem, der producerer den pågældende ting. Så der er det helt enkelt: Det er et momshul, der skal lukkes, og det støtter vi, understregede Frank Aaen fra Folketingets talerstol.
Radikale Venstre støtter som regeringsparti ubetinget op om forslaget, mens de Konservatives Brian Mikkelsen også gav udtryk for en positiv indstilling i forhold til at løse problemerne med ulige konkurrence i den grafiske branche.
Kun Liberal Alliance og Dansk Folkeparti bakker ikke op om lovforslag L 123, der nu går videre til udvalgsbehandling i skatteudvalget, før 2. og 3. behandling i Folketingssalen.
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.