Magasindistribution: DAO hæver priserne


DAO hæver priserne for magasinuddeling i 2026. Det skriver Journalisten. Både DAO og FK Distribution har tidligere forsøgt at tale ned, at priserne ville stige markant, når PostNord trak sig ud af markedet. Argumentet er åbenlyst: Begge distributører har en interesse i at der stadig er magasiner at distribuere. Samtidig har de dog gjort klart, at på sigt ville priserne stige. Så det kommer ikke som den store overraskelse.
Alllerede i GRAKOMs magasin, Kommunikationsindustrien, der udkom i februar 2024, sagde DAO’s adm. direktør Hans Peter Nissen:
”Fremover bliver priserne ensrettet over tid. Afhængigt at markedsforholdene vil priserne nok blive dyrere over de næste to-tre år.”
FK Distributions salgsdirektør, Karsten Rygaard Sjørup, kan ikke give et entydigt svar på, om FK Distribution også hæver priserne i 2026, men siger, at man også i 2026 vil have konkurrencedygtige priser. Men prisstigningen fra DAO kommer samtidig med, at flere foreninger og magasinudgivere også er blevet ramt af, at momsfritagelsen blev fjernet.
Derfor foreslog GRAKOM allerede ved udsigten til, at postmarkedet skulle liberaliseres, at man i en overgangsordning gav en kompensation til de udgivere, der blev ramt af at skulle betale moms. Men socialdemokratiets postordfører, Thomas Monberg, sagde i et interview med GRAKOM, at han godt kunne se ideen i en overgangsordning, men at der i regeringen var en frygt for, at hvis man gav støtte eller økonomisk kompensation fra starten, så ville distributionspriserne ikke finde sit naturlige leje.
Han tilføjede i interviewet, at netop det med at droppe momsfritagelsen var rejst som en bekymring til transportministeren, netop fordi man var bekymrede for at udgivelser som ville blive ramt af momsen kunne koste livet for oplysende magasiner.
Nu siger transportminister Thomas Danielsen til Journalisten:
”Jeg har aldrig stillet nogen i udsigt, at postprodukter for den enkelte afsender i kroner og ører bliver mindre, når man fjerner statsstøtte og pålægger moms.” Han henviser samtidig til, at man må tage fat i kulturministeren, hvis man ønsker statsstøtte til bladudgivelser.
Flere foreninger siger til journalisten.dk, at prisstigningen vil få en negativ betydning for udgivelsen af deres blade, som i forvejen var hårdt spændt for allerede da postloven blev liberaliseret den 1. januar 2024.
Den midlertidige ordning, som GRAKOM tidligere har foreslået, kunne have været en stor hjælp for at sikre, at foreninger og organisationer stadig har råd til at sende trykte magasiner ud til deres medlemmer.
Fra GRAKOMs adm. direktør, Søren Stemann Beck lyder det:
«Vi vil opfordre kulturministeren til at se på en løsning, nu når transportministeren ikke vil gøre noget ved det. Det er både et demokratisk problem og er fattigt for et land som Danmark, at der ikke er råd til at sende trykte foreningsblade ud til medlemmer i de mange foreninger, vi har i landet."