Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Må virksomheden læse medarbejdernes e-mails?

Onsdag 17. juni 2015

Højesteret har afsagt dom i en sag, hvor en virksomhed havde en mistanke om, at en medarbejder var illoyal over for virksomheden ved at videregive forretningshemmeligheder til en konkurrent.

For at undersøge mistanken om illoyalitet fandt virksomheden, at det var nødvendigt at læse medarbejderens e-post, der var sendt/modtaget via det it-system, som virksomheden stillede til rådighed for medarbejderen.

Medarbejderen gjorde gældende, at der var tale om privatlivskrænkelse, og at virksomheden derfor skulle betale en tortgodtgørelse.

I medarbejderens ansættelseskontrakt var det fastsat, at virksomheden havde adgang til at åbne og læse e-post, der var virksomhedsrelateret. Medarbejderen havde dog mulighed for at angive i emnefeltet, at der var tale om en privat mail, hvorefter virksomheden ikke var berettiget til at læse mailen.

Både straffeloven og persondataloven opstiller begrænsninger i adgangen til at gøre sig bekendt med andres private post, herunder e-mails. Efter straffeloven kan det være strafbart at læse andres lukkede post, mens det efter persondataloven som hovedregel kræver samtykke, hvis posten indeholder personoplysninger. Persondataloven indeholder endvidere en pligt til at underrette den medarbejder, der får sin post gennemgået.

Spørgsmålet var herefter, om det var berettiget, at virksomheden læste medarbejderens e-mailkorrespondance, der ikke var angivet som privat, med hendes samlever, der hos en konkurrent var beskæftiget med tilsvarende arbejde.

Højesteret nåede frem til, at der ikke forelå en privatlivskrænkelse, og at medarbejderen ikke var berettiget til tortgodtgørelse. Det var således berettiget, at virksomheden læste medarbejderens e-mails, idet
det fremgik af medarbejderens ansættelseskontrakt, at al mailkorrespondance sendt gennem virksom-hedens it-systemer tilhørte virksomheden. Retten henviste også til, at medarbejderen selv kunne reducere virksomhedens adgang til korrespondancen ved at markere korrespondancen som privat, hvilket ikke var sket.

------------

Dommen understreger, at det er vigtigt, at virksomheden har klare retningslinjer for håndtering af medarbejderes e-mails, og at medarbejderne forudgående er blevet bekendt med virksomhedens it-politik. Se Grakom forslag, der kan indsættes i medarbejdernes ansættelseskontrakt, her.
------------

Kilde: U 2015.1525 H.

Læs også
Det blev et ja ved afstemningen om Forligsmandens mæglingsforslag, og dermed er de nye overenskomster gældende. 
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.