Indtast din mail og få en mail med et link til nulstilling af adgangskode
Søg
Log Ind
LP'ens comback giver plads til mere artwork
Tirsdag 07. marts 2017
Gennem årtier var musikkens indpakning næsten lige så vigtig som musikken selv. LP-pladens 30 gange 30 centimeter gav kunstnerne mulighed for at udtrykke sig visuelt på en måde, dagens digitale formater ikke er i stand til. De seneste år er LP'en pludselig vendt tilbage, og i dag vælger mange musikere at udgive deres musik på de store sorte vinylskiver. Det giver plads til igen at eksperimentere med det klassiske LP-cover. Udkom har talt med to musikere, Mattias Kolstrup fra Dúné og Thorbjørn Radisch med kunstnernavnet Bisse, om deres forhold til LP'en og dens cover.
Den måde, vi hører musik på, har ændret sig med uhørt fart gennem de seneste 50 år. Omkring år 1900 kom lakpladen, der senere blev til vinyl, og som sideløbende fik konkurrence fra kassettebåndet. Op gennem 80’erne og 90’erne blev LP’en afløst af CD’en, der nu om dage er afløst af digitale formater og streaming på computer og mobiltelefon.
For den grafiske branche har udviklingen betydet mindre arbejde. Da pladesalget var på sit højeste i 1970’erne og indtil omkring 1990, kunne de store danske rockbands betale op imod 150.000 kroner for at få lavet artwork til et cover. De tider forsvandt, og i dag er der ikke nær så mange penge i at producere musik-covers. Men LP’ens nylige comeback giver mulighed for at afprøve forskellige grafiske udtryk, og det tager flere kunstnere imod med kyshånd.
Hvad er dit forhold til LP-pladen?
Mattias: Som barn sad jeg og bladrede min mors og fars vinylsamling igennem. Den havde ikke været i brug i mange år, men jeg fandt den dybt fascinerende. Det var en fantastisk verden at dykke ned i med Beatles, Hendrix, Stones, Joplin, Kim Larsen, Santana, The Who, Led Zeppelin m.fl. Jeg køber kun musik på vinyl i dag, når jeg ikke streamer. Bisse: Mit forhold til vinyl er meget grafisk. Det er et stort format på 30 x 30 centimeter, som gør det meget sjovere at lave. Den er større end de fleste computerskærme, så du har mere plads til at lave et artwork, du synes, giver mening til den musik og de tekster, du har lavet.
Både Dúnés og Bisses nyeste album er udkommet på vinyl, hvorfor?
Mattias: Da vi selv begyndte at udgive musik, var det en kamp at få pladeselskabet til at udgive dem på vinyl, fordi de ikke kunne se det økonomiske potentiale i at trykke og sælge det. Først på vores nye plade, DELTA, er det lykkedes at få vores selskab til at lave en ordentlig, flot vinyludgivelse, som jeg er virkelig stolt af. Det skyldes ikke mindst, at der igen er kommet tilstrækkelig efterspørgsel til, at det bliver en fin forretning. Den gik nummer et på vinylhitlisten, så det var ikke en helt dum investering. For os er det fedt med en vinylplade, fordi der er bedre lyd i vinyler end på digitale tjenester, og fordi det er sjovere at arbejde med i forbindelse med artwork. Jeg har en lille drøm om at lave et vinyloptryk af vores debutplade i forbindelse med 10-året for udgivelsen. Det kunne være rigtig fedt. Bisse: Jeg forsøger at skabe en sammenhæng mellem tekster og billeder. På min seneste plade, ”Højlandet”, består artworket af en billedserie taget i det skotske højland. På den måde er det meget konkret. På andre albums har det været mere abstrakte, løse inspirationsbilleder. Det kan være billeder, jeg selv har taget med min mobiltelefon.
De grafiske muligheder på LP-cover?
Mattias: Det er klart, at der er en større flade at arbejde med end på en CD og de små ikoner på streamingtjenesterne. Jeg synes, det suger lytteren længere ind i artworket og hjælper med at sætte hjernen i en stemning. Jeg “ser” musik i farver – oftest i den farve, coveret har. Bisse: På vinyl kan man gøre noget ekstra ud af albummet. Jeg går meget op i teksterne og vil gerne have, at folk har mulighed for at læse dem. Mit nye album har en 24-siders booklet med alle teksterne. På den måde bliver coveret en forlængelse af musikken.
Hvor meget er du selv inde over grafiske udtryk?
Mattias: Jeg er rigtig meget inde over, men lader også grafikeren få sit eget udtryk frem. Min erfaring er, at vi får det bedste resultat ved at give dem så frie rammer som muligt – inden for vores vision for det generelle visuelle udtryk. Bisse: Jeg er i høj grad selv med til at lave artwork. Jeg sidder selv og laver udkast på min computer, men jeg har altid en grafiker med, der fx kan godkende mine bleed-zoner – den margin, der er rundt om billederne. Grafikeren hjælper også med opsætning og konvertering fra RGB til CMYK. Der er så meget, man skal være opmærksom på, hvor det er nødvendigt med en professionel grafiker. Det er vigtigt, at det kunstneriske udtryk er mit eget. Det er en så vigtig del af mit udtryk, at jeg selv vil lave det.
Hvad med fonte, skriftstørrelser, materiale mm?
Mattias: Jeg er inde over alt. Det er vigtigt for mig, at det bliver trykt på genbrugsmaterialer. På vores første plade har jeg implementeret en lille detalje, der går igen på alle vores plader – nemlig en én centimer tyk streg, der løber vandret på tværs af siden på CD’en eller LP’en to centimeter fra bunden. Det er en rød tråd, der binder alle Dúné-plader sammen. Bisse: Jeg er blevet meget bevidst om at bruge fonte. Jeg har både købt specielle fonte og lavet nogle skrifttyper selv. Jeg har for eksempel købt en linoleumfont og leget meget med skriften. Jeg har også skrevet med remoulade, taget et foto af det, fritskrabet det og placeret det på en anden baggrund. Og jeg har brugt en graffiti-skrift. På mit nye album har jeg selv malet i akvarel.
Hvilken form for grafisk hjælp har du fået?
Mattias: Da jeg ikke selv er grafiker, har der altid været en person inde over. På vores allerførste demo-CD fra 2003 var det min bror Jeppe og jeg, der smækkede et cover sammen i Word – det blev faktisk ret cool. Jeppe lærte hurtigt at bruge Photoshop, hvilket han brugte til at skabe vores to første selvfinansierede EP’er. På vores seneste LP, DELTA har Lasse Høgh fra Universal været grafiker. Han er fantastisk dygtig og har nogle virkelig fede idéer. Jeg håber, at vi får et langt og frodigt samarbejde med ham i fremtiden. Bisse: Jo større værket bliver, des vigtigere er det, at jeg har en grafiker med, der kan hjælpe med alt det praktiske. Der er så mange koder fra computer til print, som jeg ikke kender. Det grafiske arbejde er ligesom at lave musik: Man tror, man er færdig, men pludselig får man en ny idé, som bare skal med. På den måde er det et mareridt – man kan blive ved.
Hvorfor er LP’en kommet igen?
Mattias: Fordi den er definitionen på musikmagi. Alt lige fra at købe den, til at pakke den ud og sætte den på er en oplevelse. Det er derfor, den har overlevet. LP’en bliver aldrig mainstream igen, men vil overleve som et luksusprodukt for musikelskere. Bisse: For mig er der flere måder at udgive musik på. Det er interessant at give folk noget ekstra på vinylpladen. Jeg tror, vinylpladen er til de hardcore fans, som vil have lidt mere, og som vil fordybe sig. Vinyl er altid en limited edition. ”Højlandet” er trykt i 1500 eksemplarer, og det er faktisk mange. Det er smukt at tænke på, at vinyl er gået fra at være et kommercielt produkt til at være et kunstværk. Nu laver man kun en vinyl for at gøre noget ekstra ud af et album. Men det er ikke meget, man tjener nu om dage.
Det er en ny rolle, men én han går til med både ydmyghed og ambitioner. Adm. direktør i Jydsk Emblem Fabrik, René Milholt, er netop valgt ind i GRAKOM og GRAKOM Arbejdsgiveres bestyrelse. Her ser han frem til at give promotionbranchen en stemme i drøftelserne om kommunikationsindustriens vilkår og fremtid.