Log ind Nulstil adgangskode

Annuller
Annuller

Løngennemsigtighed: Sådan kan virksomhederne begynde forberedelserne

Løngennemsigtighed: Sådan kan virksomhederne begynde forberedelserne
Pia Osbæck
Redaktør Pia Osbæck
Torsdag 26. marts 2026
Selv om lovforslaget endnu ikke er færdigbehandlet, giver GRAKOMs jurister nu et overblik over, hvad medlemmerne kan forberede sig på.

Selvom lovforslaget om løngennemsigtighed fylder omkring 100 sider, der omhandler implementeringen af løngennemsigtighedsdirektivet, kan der stadig ske ændringer, når en ny regering skal behandle forslaget i Folketinget.

Men derfor kunne GRAKOMs advokater, Peter Balle og Niels Johannesen, alligevel godt på et webinar, der blev afholdt i denne uge, fortælle knap 40 deltagere, hvad GRAKOMs medlemmer kan forberede sig på allerede nu, og hvordan direktivet højst sandsynligt bliver implementeret. 

Først og fremmest er der stor sandsynlighed for, at ikrafttræden bliver rykket fra den 7. juni 2026 til den 1. januar 2027, men det ændrer ikke ved, at virksomheder med fordel kan gå i gang med at forberede sig nu.

Hovedformålet med direktivet er gennemsigtighed for at sikre lige løn for lige arbejde mellem mænd og kvinder samt at gøre det lettere for medarbejdere at føre sager, hvis de mener, at der er problemer med manglende overholdelse af ligelønsloven.

Peter Balle og Niels Johannesen fastslog også, at det ikke altid handler om, at medarbejdere skal have samme løn for samme arbejde eller arbejde, der ligner hinanden. For der kan være forskellige kriterier, der gør, at dette ikke er tilfældet. Det allervigtigste er, at når virksomheden fastlægger lønnen, skal den lægge vægt på kønsneutrale kriterier.

Udfordringen er her ikke at kigge på to medarbejdere, der har samme job, men medarbejdere, der har job, der vurderes at have samme værdi.

Her fortalte Peter Balle og Niels Johannesen om en række kriterier, man skal anvende, når man kigger på lønstrukturerne i virksomheden.

En anden vigtig del af direktivet om løngennemsigtighed er rettighederne for medarbejderne. Medarbejdere skal have adgang til de kriterier, som virksomheden anvender, når de fastlægger lønniveau og lønudvikling.

Samtidig er der kommet nogle særlige regler for virksomheder over 50 medarbejdere.

Peter Balle og Niels Johannesen anbefalede på webinaret, at man allerede nu går i gang med at kortlægge lønnen for job i samme kategori, og at få styr på, om der nogle steder i virksomheden er forskel på, hvad mænd og kvinder får, når de udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og hvad årsagen til dette er.

Peter Balle og Niels Johannesen har udarbejdet en oversigt over de væsentligste elementer i lovforslaget. Oversigten kan man bruge som redskab til at komme i gang med arbejdet. Oversigten er her tilgængelig for GRAKOMs medlemmer. 

løngennemsigtighed - Peter og Niels.png (2)

Læs også
Selvom bureauer ikke er omfattet af lovkrav, kan kunder og banker bede om ESG-data. En praktisk standard kan gøre dokumentationen lettere at arbejde med.
Den nye emballageforordning, PPWR, ændrer kravene til design, materialer og dokumentation. GRAKOM har samlet regler og tidsplan i en ny guide, der giver medlemmerne et samlet overblik.