Leverandører skal også leve op til de EU-krav, som kunderne snart møder
Corporate Sustainability Reporting Directive – CSRD - fra EU kommer, sammen med en række andre lovinitiativer, til at forpligte – i første omgang – større og børsnoterede virksomheder i deres arbejde med bæredygtighed, herunder miljø, klima, sociale forhold, virksomhedsledelse – eller kort sagt: arbejdet med – og rapportering af – ESG.
Men både direktivet og den deraf følgende danske lovgivning får stor betydning for de fleste danske virksomheders rapportering af ESG-arbejdet. Det fremgår nemlig af direktivet, at der skal være styr på leverandørkæden, således at alle relevante data fra leverandører også indgår i rapporteringen, siger direktør for ESG & bæredygtig udvikling i GRAKOM, Carsten Bøg, og han fortsætter
“Min vurdering er, at så godt som alle GRAKOMs medlemmer i større eller mindre omfang, vil blive bedt om at præsentere og levere klimadata til deres kunder, fordi der er så relativt mange virksomheder, der er inden for scopet i det nye direktiv.”
Bæredygtighedsstandarder på vej
Lige nu er EU-Kommissionen i gang med at udarbejde de europæiske bæredygtighedsstandarder. Bæredygtighedsstandarderne giver retningslinjer for, hvad virksomheder skal rapportere om i forhold til miljø (klimaforandringer, vandressourcer, cirkulær økonomi, forurening og biodiversitet), sociale forhold (lige muligheder for alle, arbejdsforhold, respekt for menneskerettigheder) og god ledelsesskik (ledelsens opgaver ift virksomhedens bæredygtighed, etik og kultur samt kontrol og risikostyring ift bæredygtighedsrisici).
Mange af GRAKOMs medlemmer bliver allerede i dag mødt af omfattende spørgeskemaer fra deres kunder, der ikke nødvendigvis er relevante for netop de produkter og services, de leverer. Derfor har GRAKOM gennem mange år arbejdet på at tilvejebringe viden samt udvikle standarder og værktøjer, der kan støtte medlemmerne i en mere relevant og væsentlig kommunikation med deres kunder. Det forventer vi også kommer branchen generelt til gode, når der nu skal rapporteres i henhold til CSRD-direktivet, siger Carsten Bøg, og tilføjer:
“Vi er i med andre ord den grafiske branche ret godt forberedt på de omfattende krav til data, som branchen møder fra kunder. Både de nuværende og de krav, der er på vej. Han opfordrer derfor medlemmerne til at søge råd i GRAKOMs ESG-afdeling både ift strategisk afklaring og ift. vor langt virksomheden er i sit ESG-arbejde.
Fakta
I første omgang er det konkret virksomheder med over 500 ansatte, der skal rapportere om deres arbejde med ESG i det regnskabsår, der starter i 2024. I 2025 gælder det for virksomheder, der i “to på hinanden følgende regnskabsår overskrider to af tre kriterier: 156 mio. kr. i balancesum, 313 mio. kr. i nettoomsætning og 250 ansatte”.
Endelig bliver børsnoterede SMV’er omfattet af kravene for det regnskabsår, der begynder i 2026. Samlet set forventes det, at ca. 2.300 danske virksomheder bliver omfatter, skriver Erhvervsstyrelsen.